lørdag den 10. januar 2015

anmeldelse: 'LCHF året rundt' af Jane Faerber


I mandags udkom fjerde bog i rækken fra Jane Faerbers hånd. Bogen har fået titlen 'LCHF året rundt'. Med bogen kan du nu gøre LCHF til en livsstil og ikke bare en kur. Jeg er personligt vild med den pointe. Det er jo stadig muligt at køre livsstilen mere eller mindre striks i perioder. Uanset formål, så er bogen skøn inspiration til lækker mad af naturlige råvare.

Det er endnu en gang lykkedes Jane og teamet bag bogen at skabe en yderst indbydende kogebog. Forsiden lægger i den grad op til at LCHF er noget der samler familien/ folk - alle kan være med. Lige netop familie-elementet er forstærket ved, at Jane i denne bog har inviteret familien med ind i kogebogen ved hjælp af skønne billeder af familien i gang med aktiviteter relevant for hvert kapitel/ årstid.


Bogen indledes med et generelt kapitel om LCHF, de typiske spørgsmål og faldgruber ved ønske om vægttab. Derefter følger årstidernes kapitler, hvor Jane tager relevante emner for månederne op. Her mærker du Madbandittens sprog gennem Janes skriverier på den bedst tænkelige måde. Budskaberne formidles helt nede på jorden på Madbandittens 'no bullshit'-facon i et sprog hvor alle kan være med - og ikke undlade at trække på smilebåndet (læs: det gjorde jeg i hvert fald flere gange undervejs).

Sidst men ikke mindst, så er bogen jo en kogebog med masser af lækre og appetitligt præsenterede opskrifter. Opskrifterne er tilpasset sæsonen i udvalget af ingredienser og retter til højtiderne. Igen er det ikke svært at se, hvordan LCHF kommer med på påskebordet, til børnefødselsdagen eller sågar julemaden - altså gøres til en livsstil.




Ser det ikke skønt ud? Jeg er fristet. Med 150 lækre opskrifter er der masser af lækkerier at gå i kast med. Opskrifterne spænder desuden over alle dagens måltider og er til at gå til for de fleste. Personligt er jeg vild med fornyet inspiration til det grønne tilbehør. Butter Chicken, Rabarbertrifli, Fajitas, Thai-style græskarsuppe og Chokoladekage med kokossnask er desuden rykket direkte ind på min 'must try'-liste ;)

Vil du fristes af lækker mad af naturlige råvarer, leve godt hele året og ikke kun når julens ekstra kilo skal smeltes af, eller måske blot inspireres til at spare på sukker og mel i din madlavning? Uanset, hvor dit fokus ligger, vil jeg på det varmeste anbefale Jane Faerbers 'LCHF året rundt', som du lige nu kan købe til en god pris her.


Titel: 'LCHF året rundt'
Forfattere: Jane Faerber
Forlag: Politikens forlag
Vejl. udslagspris: kr. 250,-

God læselyst!


TAK!
til Politikens forlag for sponsorat af anmeldereksemplar. Anmeldelsen af bogen er 100 % udtryk for min egen holdning

1 kommentar: