Viser opslag med etiketten mælkefri. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten mælkefri. Vis alle opslag

lørdag den 4. april 2015

reprise: påske-morgen-boller


Lækre luftige boller på valnøddemel er mit bud en bolle til morgenbordet her i påsken. De er vildt nemme at lave og bagt med kokosmælk, og denne portion er med kerner frem for de hele valnødder (da jeg ikke havde flere)
Dermed sagt, at du kan variere opskriften efter indholdet i dit køkkenskab. Valnøddemelet kan også sagtens erstattes af anden fiberrig og fedtreduceret mel. 
Opskriften er en genganger herhjemme, da den fungerer rigtig godt uden mælkeprodukter - selv om bollerne gerne spises nybagte med tandsmør - og deres konsistens ikke er 'ægget', som jeg ellers kender det fra lowcarb-bagværk baseret på æg.

mejerifri lowcarb boller med kerner

(6 stk.)

4 æg
1 dl kokosmælk - gerne Santa Maria Extra Creamy
30 g smeltet ghee/ kokosolie eller smør
3/4 dl fedtreduceret valnøddemel (erstat evt. med en af de andre fedtreducerede meltyper)
2 spsk. fiberHUSK
2 tsk bagepulver, glutenfri
1 tsk salt
1 dl kerner*
 
*jeg brugte solsikkekerner og hørfrø
 
fremgangsmåde:
1) Pisk de våde ingredienser godt sammen i en skål.
2) Bland de tørre ingredienser i en anden skål, inden de piskes i æggemassen.
3) Lad dejen hvile 10 min. så fibrene suger væske til sig.
4) Form 6 boller med våde hænder og sæt dem på en bageplade beklædt med bagepapir.
5) Pensl bollerne med en æggeblomme og drys evt. med lidt kerner/frø.
6) Bag bollerne ved 200 grader i ca. 20 min.
 

 
God Påske!

_____
Indlægget indeholder affiliatelinks.

onsdag den 21. maj 2014

mejerifrie grøntsagsfladbrød


Selv om Whole30 nu er skudt godt i gang for mit vedkommende, så skal I ikke snydes for disse lækre mejerifrie grøntsagsfladbrød. Brøderstatninger med grøntsager som base er og bliver blandt mine favoritter. Da jeg sagde farvel til mejeriprodukterne efter ferien, måtte der derfor laves grønne brød uden ost. Et ekstra æg kan sagtens klare jobbet, så det er i hvert fald ikke her, jeg kommer til at savne osten.

mejerifrie grøntsagsfladbrød
(10-12 stk.)

1 bt broccoli
2 håndfulde frisk spinat
½ dl hasselnødder
1 dl solsikkekerner
1 dl hørfrø
2 spsk loppefrøskaller/ HUSK
3 æg
1 lille håndfuld frisk basilikum
et drys cayennepeber (kan udelades)
2 tsk urtesalt

fremgangsmåde:
1) Blend/ hak nødder, kerner og frø til groft mel i foodprocessoren.
2) Del broccolien i mindre buketter og skyld grundigt sammen med spinaten.
3) Kom grøntsagerne op til nødde-kerne-melet i foodprocessoren - kør til finthakket vha. pulse-funktionen.
4) Tilsæt æg, loppefrøskaller og krydderier.
5) Blend til en ensartet masse og lad den hvile ca. 10 min.
6) Sæt klatter af 'dejen' på en bageplade beklædt med bagepapir. Lav flade brød med fugtige fingre.
7) Bag brødene ved 170 grader i 20-25 min.


...enjoy!

lørdag den 17. maj 2014

helstegt citron-persille-hvidløgs- kylling i ovn


Indrømmet, jeg laver alt for ensformig mad, når det kommer til proteinerne på tallerknen. Det er typisk kyllinge fileter eller hakket oksekød, som bliver forvandlet til nemme hverdagsretter.
I søndags fik jeg min debut med helstegt kylling, da denne lækre øko-kylling fristede i køleboksen til øko-søndag i Bilka (læs: hvor udvalget af kød ellers er beskedent). Sådan en helstegt kylling er perfekt søndagsmad, da den skal passe sig selv en times tid i ovnen. Desuden er søndagen mealprep-dag hos os, så jeg fik blog gjort kyllingen klar midt i de øvrige forberedelser, så den var klar til at smække i ovnen sidst på eftermiddagen.
Det blev en ganske vellykket debut. Smagfuld kylling med sprødt skind og god fornemmelse i maven.
Desuden blev jeg ret stolt af min første partering - det kan blive bedre, men jeg fik delt kyllingen i to fine bryststykker, to hele lår og vinger. Nu ligger skroget i fryseren og skal en dag koges til lækker hjemmelavet bouillon (læs: endnu en debut), så hele kyllingen bliver brugt.
Mon ikke, det kunne gå hen og blive en tradition med sådan en øko-kylling, når den kan fåes med rabat.

helstegt citron- persille- hvidløgs- kylling i ovn
(2-3 pers.)

1 hel økologisk kylling
1 hel økologisk citron
1 stor håndfuld persille
3-4 fed hvidløg
3-4 spsk olivenolie
salt+peber

fremgangsmåde:
1) Rens kyllingen grundigt ind- og udvendigt.
2) Riv skallen af citronen og sæt til side.
3) Skær resten af citronen i både og knus hvidløgsfedene.
4) Fyld kyllingen med citronskiverne, hvidløg og persille.
5) Luk evt. kyllingen med et par kødnåle.
6) Gnid skindet med olivenolie, citronskal, salt og friskkværnet peber.
7) Steg kyllingen i ovnen ved 180 grader varmluft i ca. 60 min. Tjek om kyllingen er gennemstegt.
8) Lad kyllingen hvile ca. 15 min. inden servering. Er skindet ikke blevet helt sprødt kan kyllingen med fordel grilles 5 min. efter den har hvilet.

Tip!
Servér din kylling med smagen af sommer i selskab med velsmagende rabarberkompot og en skøn salat.


Velbekomme!

mandag den 12. maj 2014

post #1000: mejerifri blomkålspølsehorn (LCHF)


I mit forsøg på fortsat at skære ned på mælkeprodukterne kastede jeg mig ud i at afprøve denne opskrift fra Anne - Den omvendte verden allerede før ferien. Med en pause fra mejeriprodukterne er opskriften i skrivende stund ikke blevet mindre aktuel. Opskriften minder meget, om de LCHF pølsehorn med blomkål, jeg har lavet tidligere. Disse er dog helt uden mejeriprodukter, hvilket på ingen måde går ud over smag eller konsistens.

Det er et hit, når det ikke 'gør ondt' at undvære mælkeprodukterne, som jeg ellers har svært ved at slippe. Jeg holder stædigt fast i smør, fast ost og flødeost, men forbruget er skåret meget ned. Min grund til at spare på 'mælken' er dels begrundet i dette indlæg, samt at mælkeprodukterne godt kan give en for meget slim i tarmsystemet og jeg synes min fordøjelse beder om en hånd/ udrensning - og dels de stramme bukser. Pt er jeg dog ikke et sted, hvor jeg ikke har mod på at kaste mig ud i fire uger uden mejeriprodukterne, men måske det kommer helt af sig selv en dag... - indtil da skærer jeg ned på indtaget, hvor det er muligt.

Og her er det helt sikkert, at disse pølshorn kommer på menuen igen. De er perfekte i madpakken sammen med en lækker salat. Mit bud på en god farvestrålende madpakke-salat lander på bloggen en af de næste dage. Indtil da må du muntre dig med disse lækre pølsehorn.

mejerifri blomkålspølsehorn (LCHF)
(4 stk.)

4 gode pølser (fx fra Hanegal)

250 g blomkålsris (blomkål finthakket i foodprocessoren)
2 æg
25 g solsikkekerner
25 g sesamfrø
1 tsk fiberHUSK
1 tsk havsalt
et drys cayennepeber (kan udelades)

fremgangsmåde:
1) Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
2) Rør alle ingredienserne til 'dejen' sammen.
3) Lad gerne dejen hvile ca. 10 min. Er den for fugtig tilsæt lidt ekstra fiberHUSK.
4) Del dejen i fire lige store klatter - evt. på et stykke madpapir.
5) Flad dejen ud med våde hænder og læg en hel pølse på hver.
6) Fold dejen rund om pølsen vha. madpapiret eller med våde hænder.
7) Drys med sesamfrø på toppen
8) Bag pølsehornene gyldne ved 175 grader varmluft i 25-30 min.





Velbekomme!

_____
Indlægget indeholder affiliatelinks

torsdag den 8. maj 2014

blomkålspandebrød (LCHF)


Brød med grøntsager er genialt! Grøntsagerne tilfører brødet fugt og sammen med fibre giver det et sundt og mættende fundament for dit LCHF-måltid. Herhjemme laver jeg ofte grøntsagsfladbrødene, men da den sidste skive harvarti for denne omgang skulle nydes i ferien opstod idéen til en hurtigere brød-løsning; pandebrød. Også her er det nemt at tilsætte grøntsagerne - for et lyst brød valgte jeg blomkål, men brug de grøntsager du har på lager. Er de de vådere grøntsager, som spinat og squash, skal du måske bruge en smule mere fiber.
Opskriften laves desuden nemt mælkefri ved at stege brødet i kokosolie eller ghee, så det er nok ikke sidste gang, at jeg rammer ind i den løsning, når der skal hurtigt og sundt brød under pålægget.

blomkålspandebrød (LCHF)
(1 brød)

2-3 æg
2 spsk kokosmælk, fløde eller lignende (kan udelades)
4 spsk blomkålsris
1 spsk sesamfrø
½-1 tsk fiberHUSK
½ tsk bagepulver, glutenfri
1 nip salt
kokosolie, ghee*eller smør til stegning

fremgangsmåde:
1) Pisk alle ingredienserne sammen i en skål. Lad hvile, mens panden varmes op.
2) Smelt fedtstof på en mellemstørrelse pande.
3) Bag pandebrødet gyldent på begge sider.
4) Tag brødet af varmen og lad afkøle, inden det skæres ud og toppes med dit yndlingspålæg.

tip!
Blomkålspandebrødet kan sagtens bruges under sødt pålæg, som fx hasselnøddesmør og hindbærsyltetøj.




Velbekomme!

_____
Indlægget indeholder affiliatelinks
*Den anvendte Ghee er sponsoreret af lowcarbstore.dk

onsdag den 7. maj 2014

quick LCHF ristebolle


Det er tough cookie at vende tilbage til hverdagen, siger jeg fortsat eller allerede på dag to. Derfor prøver jeg at lytte og tage 'migtid' = kæresten er sendt til træning og jeg slapper af i selskab med Grey's Hvide Verden og bloggen. 
Hvad laver du, når/ hvis du trækker stikket?

Dermed er der tid til at dele endnu et af de indlæg, jeg er bagud med fra ferien...
Ferien skortede ikke på brøderstatninger - jeg ved ikke, om det var det forestående farvel til ost og smør, som skabte cravings efter brød (under smør og ost) - men i hvert fald fik jeg afprøvet et par gode erstatninger for det traditionelle brød med korn. 

I de gode gamle dage som brødspiser nød jeg gerne en ristet grovbolle med smør og/ eller ost. Den der sprøde overflade og skønne duft af brød, elsker jeg. Og skal jeg nævne noget, jeg savner på LCHF-kosten så må det nok også blive det sprøde brød. Så da Anne delte denne lækre ristebolle og hævdede at den kunne blive sprød af en tur på brødristeren - ja, så måtte den påstand helt sikkert efterprøves. Bollen bliver vitterligt noget nær det sprødeste LCHF-brød, jeg har fået. Bollens konsistens er ret fast i det og det hjælper helt sikkert til at få en sprød overfalde, når den ristes.

Den kan helt sikkert anbefales til at stille cravings efter det sprøde brød, når man lever efter LCHF-principperne. Desuden er bollen virkelig nem og hurtig at lave - den bages nemlig i microovnen på bare 2 minutter i microovnen.

 

quick LCHF ristebolle
(1 stk.)

1 æg
1 spsk smeltet smør/ kokosolie (kan udelades)
2 spsk hjemmemalet mandelmel
1½ spsk sesamfrø
1 tsk fiberHUSK
½ tsk bagepulver
1 nip salt
lidt grofthakkede valnødder/ pecannødder eller hele solsikkekerner (kan udelades)

fremgangsmåde:
1) Pisk alle ingredienserne godt sammen i en stor kop eller lille skål.
2) Bag bollen ved fuld effekt 2 min. i microovnen.
3) Lad bollen hvile kort i skålen, inden den vippes ud på en bagerist til afkøling.
4) Del bollen på midten og rist den sprød på begge sider på brødristeren.


tip!
Nyd bollen med tandsmør eller en god fed ost.





...enjoy!

mandag den 5. maj 2014

hverdagsmad på 30 min. | LCHF tortillas med oksekød


Hverdagsmad på 30 min. - det kunne godt tænkes at være et tilbagevendende koncept her på bloggen. I hvert fald render jeg ofte ind i hverdagsaftener med begrænset tid og ikke mindst overskud til madlavning. Derfor må aftensmaden gerne være nem og dig stadig udgøre et måltid.
Med en bakke hakket oksekød taget ud af fryseren - den kan man jo altid lave noget med, så blev denne ret med mexicanske aner. Det bedste ved mexicansk mad er alle de lækre toppings og tilbehør, hvis du spørger mig. Jeg er vild med jalapenos, guacamole og OST. Creme fraichen er er sparet væk (læs: da den er flyttet ud af mit køleskab for at spare på mælkeprodukterne) og jeg valgte at lave en portion mejerifrie tortillas med inspiration fra Anne.

LCHF tortillas med oksekød
(3 pers.)

tortillas - 3 stk.
3 æg
1 tsk fiberHUSK
1½ spsk olivenolie
et nip salt
en sjat vand
kokosolie eller ghee til stegning

oksekødsfyld
300-400 g hakket oksekød
½ rød peberfrugt
½ squash
taco-krydderi*
*eller følgende krydderier doseret efter dit humør ;)
stærk paprika
hvidløgspulver
spidskommen
chiliflager
koriander
salt+peber

guacamole - the easy one
1-2 avocado
rigeligt limesaft
spidskommen
cayennepeber
hvidløgspulver eller frisk presset hvidløg
salt+peber

topping
lagret cheddar
syltede jalapenos
salat/ spinat

fremgangsmåde:
1) Pisk ingredienserne til tortillas sammen i en skål.
2) Smelt kokosolie på en pande.
3) Bag tre tynde gyldne tortillas.
4) Steg derefter oksekødet i en god klat smør.
5) Skær peberfrugt og squash i små tern.
6) Tilsæt grøntsager og rigeligt krydderi, når kødet er brunet. Smag til med salt og peber før det tages af varmen.
7) Servér tortillas, kød og diverse toppings i fade, skål - så man kan samle sin egen tortillas ved bordet.

Inspiration: LCHF - Den omvendte verden



Velbekomme!

_____
Indlægget indeholder affiliatelinks

fredag den 2. maj 2014

spinatvafler (LCHF) | vaffel-toast


Hvis ikke jeg har sagt det før, så siger jeg det nu; jeg er vild med 'skjulte' grøntsager. Derfor kommer jeg gerne grøntsager i pandekager, omeletter, brøderstatninger m.m.
Da jeg havde lyst til toast (og havde god tid til frokostforberedelser grundet ferie) og ikke ejer et toastjern, kom vaffeljernet i stedet i brug til det formål. Det fungerer jo på samme måde. 
'Brødet' blev bløde og svampede vafler med frisk spinat. Inspirationen blev som så ofte før hentet i 'LCHF - Brød & Kager' af Jane Faerber. Opskriften kan desuden sagtens bages som pandekager og bruges til en lækker frokostwrap.

spinatvafler
(4 stk.)

3 æg
½ dl kokosmælk, fløde eller andet mælkeprodukt
1 håndfuld frisk spinat
8-10 friske basilikumblade
2-3 tsk loppefrøskaller
½ tsk bagepulver (kan udelades)
salt+peber
smør eller kokosolie til stegning

fremgangsmåde:
1) Kom alle ingredienserne i en skål.
2) Blend til en ensartet masse med stavblenderen.
3) Varm vaffeljernet op.
4) Bag vaflerne gyldne i en smule fedststof.

Inspiration: 'LCHF - Brød & Kager', Jane Faerber

tip!
Brug vafler til toast, som nemt laves i vaffeljernet. Kom fyld på den ene halvdel af vaflen og klap den sammen om fyldet, luk låget og bag toasten kort til osten er smeltet.


Velbekomme!

torsdag den 1. maj 2014

grillsæson | chilimarineret flanksteak


I går flashede jeg to lækre salater, som passer perfekt til grillmad. Vi fik salaterne som tilbehør til en flanksteak marineret i spicy chilimarinade. Marinaden er inspireret af denne og gav virkelig god smag til kødet. Derfor ryger marinaden i gemmerne til en anden god gang. 
Det tiltaler mig meget at marinere mit kød selv, selv om køledisken ofte bugner med marineret kød i grillsæsonen. Den færdige marinade indeholder ofte sukker og en tvivlsom vegetabilsk olie, så jeg kommer helt sikkert til at marinere meget mere kød i løbet af grillsæsonen.

Har du en favorit marinade til kødet på grillen? Læg gerne en kommentar nedenfor.

chilimarineret flanksteak

500-600 g flanksteak

chilimarinade
1-2 frisk chilipebre, hakket
saft af en limefrugt
1 spsk cayennepeber - hold igen, hvis du ønsker marinaden mindre stærk
2-3 fed presset hvidløg
1 spsk paprika
1-2 tsk havsalt
1 spsk tørret oregano (kan udelades)
4 spsk olivenolie

fremgangsmåde:
1) Kom alle ingredienserne i minihakkeren og kør til en ensartet pasta.
2) Pensl kødet med rigeligt marinade på begge sider.
3) Kom flanksteaken i en pose sammen med resten af marinaden og lad den marinere minimum 2 timer i køleskabet - gerne natten over.
4) Grill flanksteaken ca. 5 min. på hver side afhængig af dens tykkelse. Lad gerne stegen hvile kort, inden den skæres i tynde skiver.

tip!
Servér flanksteak'en sammen med skønne salater og fed bearnaisesmør ;)



Velbekomme!

onsdag den 30. april 2014

grillsæson | 2 x salat


Solskin indbyder til grill og heldigvis er ham den lækre herhjemme vild med at grille. Fordelingen er klar - han griller, jeg laver tilbehør. Og med ferie på programmet var der mere tid og overskud i madlavningen - det er skønt. I weekenden fik vi disse to lækre salater i selskab med chilimarineret flanksteak - opskriften kommer også her på bloggen snarest.
Salaterne er friske og sprøde - rigtig sommer-agtige. Til salat nummer et, blev jeg for første gang fristet af de tidlige jordbær, da jeg gerne ville lave en salat med lakrids. Jeg er vild med kombinationen af bær og lakrids - og derudover kræver salaten ikke meget.
Salat nummer to bygger også på favoritter - blomkålen er blevet fast inventar i LCHF-kølekabet og så var det desuden eneste økologiske kål, jeg kunne få i mit supermarked. Grilltid betyder for mig også tid til grønne asparges, som røg i couscous'en sammen med de syrlige ananaskirsebær og fede ristede mandler.

Salaterne er meget alsidige og kan gå til det meste grillmad - fugl, fisk eller oksekød, tænker jeg. I hvert fald er det ikke sidste gang, de kommer på menuen hos os i løbet af sommeren. Nu vil jeg blot glæde mig til de smagfulde og dybrøde danske jordbær kommer i sæson. Salaten med jordbær fik mig nemlig i den grad til at crave jordbær med fløde - og det skal altså være de solmodne, søde danske bær.


salat med jordbær & lakrids
(1 mellemstor skål)

1 bakke økologisk salatmix eller tilsvarende frisk spinat
100 g jordbær
saft af en lime
2 spsk olivenolie
Urtekram lakridsrodspulver

fremgangsmåde:
1) Skyl salaten grundigt og lad dryppe af på et rent viskestykke.
2) Kom salaten i en skål og vend rundt med olie og limesaft.
3) Skyl jordbærrene og fjern blomsten, skær i kvarte og fordel oven på salaten.
4) Drys med lakridsrodspulver lige før servering.





blomkålscouscous med grillede asparges, ananaskirsebær & mandler
(1 mellemstor skål)

400 g blomkål
3 spsk olivenolie
saft af ½-1 citron
himalayasalt - 2 drej på kværnen
7-8 grillede grønne asparges (gerne fra dagen før)
50 g ananaskirsebær (½ bakke)
en håndfuld ristede mandler

fremgangsmåde:
1) Del blomkålen i buketter og skyl dem godt.
2) Kom blomkålen i foodprocessoren med den store kniv. Kør til blomkålscouscous.
3) Kom couscous'en i en skål sammen med olivenolie, citronsaft og salt. Bland godt.
4) Skær asparges i mundrette stykker og vend i couscous'en.
5) Del ananaskirsebærrene i halve og fordel på salaten.
6) Top med grofthakkede ristede mandler før servering.



Velbekomme!

tirsdag den 29. april 2014

mejerfrifri morgenmad | choko-omelet (LCHF)



I mine eksperimenter med mejerifri kost, kom der inden turen til Berlin denne lækre choko-omelet inspireret af Katrine på morgenmenuen hos mig. Jeg kan godt lide den salte morgenmad, men den er altså bare bedst med OST på tallerknen. Og så er det bare som om, at når kokos i diverse afskygninger tages ind på menuen for at højne fedtenergiprocenten, så falder morgenmaden nemt i den søde kategori. Jeg er stadig ikke helt overbevist om, at den søde morgenmad ikke lokker mig i fordærv senere på dagen i form af øget lyst til det søde. Jeg sikrer mig derfor god  mæthed ved at have højt fiberindhold i den søde morgenmad. Denne choko-omelet er ingen undtagelse - og så smager omeletten vitterligt af kage. Jeg spiste ikke op, så et stykke blev gemt til dessert dagen efter. Hermed fik jeg også testet, at omeletten smager ganske fremragende kold. Den er fortsat dejlig svampet, så skal der lidt lækkert på menuen om eftermiddagen kunne disse bages i blinispande og serveres med bær og nøddesmør.

choko-omelet (LCHF)
(1 pers.)

2 æg
½ dl kokosmælk
1 spsk kokosfibre
1 spsk kakaopulver
½ tsk fiberHUSK
1 tsk ægte kanel
evt. sødning**
1 tsk kokosolie til stegning

**jeg brugte tre dråber flydende Stevia Vanille

idéer til topping
ristede hakkede hasselnødder
ristede kokosflager
granatæblekerner

fremgangsmåde:
1) Pisk alle ingredienserne godt sammen i en skål.
2) Smelt kokosolie på en pande.
3) Hæld dejen på panden og steg omeletten gylden på begge side.
4) Tag af varmen og læg på en stor tallerken.
5) Top med nøddesmør og drys før servering.

Inspiration: lowcarblivsstil.dk





Velbekomme!

_____
Indlægget indeholder affiliatelinks
*Urtekram Ægte kanel er sponsoreret af viivaa.dk

søndag den 20. april 2014

chiagrød med havtorn & kanel


Selv om jeg har erfaret at chiagrøden ikke kan udgøre et helt morgenmåltid for mig, så udelukker det ikke at den kan være en lækker dessert. Derfor skal I da heller ikke snydes for denne lækre smagsvariant. Jeg fandt frysetørret havtorn i min kurv med bageingredienser - ja, det er vist lidt siden, jeg har været i bunden af den, som røg på toppen sammen med mit yndlingskrydderi - kanel. Den kombination er virkelig lækker - kanel tilfører sødme, mens havtornen er syrlig.

chiagrød med havtorn & kanel
(1 port./ 2 desserter)

2 spsk chiafrø
1 spsk hampefrøskaller (kan udelades)
1½ dl kokosmælk - gerne Extra Creamy fra Santa Maria
et drys vanillepulver (kan udelades)

topping
frysetørret havtorn
kanel

fremgangsmåde:
1) Rør alle ingredienserne sammen i glas med lufttæt låg.
2) Sæt grøden i køleskabet natten over.
3) Næste morgen: rør grøden godt igennem - tilsæt evt. ekstra kokosmælk, hvis den er for tyk i konsistensen.
4) Top med et drys kanel og frysetørret havtorn - and...dig in ;)



God påske!

_____
Indlægget indeholder affiliatelinks

lørdag den 19. april 2014

karryvafler


Lige siden den internationale vaffeldag har jeg haft lyst til vafler. Og de kan jo heldigvis sagtens laves i det salte køkken med inspiration fra Janes 'LCHF - Brød & Kager'. Opskriften blev dog tilpasset indeholdet i mine skabe og lavet uden mælkeprodukter. Kokosmælken er perfekt, når man gerne vil spare lidt på mælkeprodukterne og i opskrifter som denne kan man tilmed slippe afsted med det uden at få vafler med kokossmag - win win.

Jeg valgte at krydre vaflerne med karry, som i opskriften, men andet krydderi vil helt sikkert også klæde dem. Selv tænkte jeg på kardemomme til vafler som tilbehør til skøn indisk mad.
Vi spiste karryvaflerne som tilbehør til kødboller, simpel salat og lækre dips - hjemmelavet aioli og shawarma-chilien.

karryvafler
(ca. 5 plader)

30 g pecannødder
2 æg
1½ dl fuldfed kokosmælk
1-2 tsk karry
1/4 tsk gurkemeje
½-1 tsk salt

fremgangsmåde:
1) Blend pecannødderne til mel i foodprocessoren.
2) Pisk æg, kokosmælk og krydderierne sammen.
3) Tilsæt nøddemelet, sesammel og loppefrøskaller til æggemassen - og pisk til ensartet dej.
4) Opvarm vaffeljernet.
5) Kom ca. 3/4 dl dej i vaffeljernet og bag til vaflen er gylden.

tip!
Steg evt. i lidt smør, hvis vaflen ikke vil slippe jernet.





Velbekomme!

_____
Indlægget indeholder affiliatelinks

fredag den 18. april 2014

madbandittens shawarma-chili


Uh, min historie om sharwarma-chili ligger tilbage til årene i hovedstaden i de tidlige 20'ere (læs: ja ja, det må man vist godt sige, når de 30 år snarest nærmer sig). I mine dengang kulhydrat-glade dage nød jeg godt af storbyens mange fastfood-udbydere, hvor jeg klart var til pizza/ shawarma frem for burger. Allerhelst pizza i vegetar-varianten og falafel frem for shawarma - ja ja, så var jeg jo rigtig sund med mange grøntsager og ingen kød. Hold nu op, der er sket meget med min holdning i forhold til kost og sundhed siden. Hvorom alting er, så elskede jeg min falafel for dens krydrede chilipasta - som der gerne skulle være rigeligt af.

Derfor blev jeg også fristet, da Jane bloggede sin variation af shawarma-chili måtte den bare afprøves. Opskriften er virkelig simpel og giver en smagfuld olie - dog skal jeg have ekstra chiliflager i næste gang, da den gerne må sparke lidt fra sig, hvis du spørger mine smagsløg.

madbandittens shawarma-chili
(1 lille glas)

3 spsk chiliflager
70 g tomatpuré
1 fed hvidløg
½ spsk kanel
salt+peber
1-1½ dl smagsneutral olie*

*jeg brugte hørfrøolie

fremgangsmåde:
1) Kom chiliflagerne i en lille kasserolle med lidt vand og lad det koge op.
2) Tilsæt vand et par gange undervejs indtil du har en tyk chiligrød.
3) Tilsæt de øvrige ingredienser og lad koge op en sidste gang.
4) Tag chilipastaen af varmen og smag til med salt, peber og kanel.
5) Lad pastaen køle helt ned, inden olien tilsættes.
6) Opbevar chilien en et glas med lufttæt låg i køleskabet.


 ...enjoy!

_____
Indlægget indeholder affiliatelinks