torsdag den 16. oktober 2014

kålsalat med æble & friske figner


Først og fremmest, så beklager jeg, at der er lidt langt imellem opskrifterne herinde for tiden. Det er bare som om, at det manglende dagslys sænker sit mørke tæppe. Billederne bliver altså ikke gode, selv om jeg ikke har de højeste krav til kvaliteten, når de ikke kan tages i dagslys. Jeg vil forsøge mig med lidt inspiration fra weekends madforberedelser. Ikke desto mindre, så gik jeg i går i køkkenet efter arbejde, da jeg gerne ville dele denne salat med jer plus der skulle være grønt til madpakken i dag - win win for begge parter, tænker jeg.

Salaten indeholder skønne efterårsingredienser og den holder sig godt på køl, så du kan tage af portionen til madpakker eller til morgenmaden, hvis du som jeg spiser salater til morgenmad. Jeg har lavet salaten med rødkål og grønkål, men du kan sagtens bruge andre kåltyper. De to forskellige kålstrukterer klæder bare hinanden godt. Jeg er vild med grønkål, så et bundt med 300 gram rækker ikke så langt hos mig, så her spædes den op med rødkål og varer længere. Smart, ikke?

Ikke mere i snak - I skal have den simple og yderst velsmagende salatopskrift.

kålsalat med æble & friske figner

(en stor skål)

1/3 rødkål - mit var stort, selv om det var økologisk
½ bt grønkål (ca. 150 gram)
Urtekram granatæblebalsamico
olivenolie
salt

½ dansk økologisk æble
2 friske figner

salte mandler
250 g mandler
½ liter kogende vand
2-3 spsk groft salt - jeg bruger denne himalayasalt

fremgangsmåde:
1) Salte mandler - kom mandler kogende vand og salt i en skål. Rør godt til saltet er opløst og lad det trække 30 min. Derefter tørres mandlerne i ovnen ved 120 grader varmluft i 20-25 min. Ryst et par gange undervejs.
2) Snit rødkål og grønkål fint i hånden eller i din foodprocessor.
3) Kom kålen i en skål sammen med en god sjat balsamico og lidt olie samt salt. Masser godt til kålen tager farve og blive blødere.
4) Skær æblet i små tern og vend dem i salaten.
5) Skær de friske figner i både og fordel på toppen sammen med en håndfuld salte mandler før servering.

tip!
Skal du have salaten stående på køl et par dage, undlad da at toppe den med figner og mandler - indtil du skal spise den.


Velbekomme!

4 kommentarer:

  1. UHM! Den ser virkelig lækker ud - og den granatæblebalsamico lyder alt for god!
    KH
    Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. OBS OBS!
      De har granatæblebalsamico'en til 30 kroner i NETTO i denne uge ;)

      Slet
  2. Tusind tak. Jeg manglede lidt ny salat inspiration og denne ser virkelig lækker ud. Perfekt til morgenmaden også. Jeg må have investeret i den granatæblebalsamico -:)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Kristina,
      Selv tak da - det er en skøn salat - også på morgenbordet.
      Du må en tur i NETTO i denne uge, hvor de har balsamicoen til 30 kr.
      KH
      - frk. sveske

      Slet