søndag den 26. oktober 2014

anmeldelse: 'Gastromand - Spis og drik som en mand!'


Tidligere på måneden udkom kogebogen 'GASTROMAND - Spis og drik som en mand!' af de fire fyre bag gastromand.dk. Som madblogger der det lidt svært at lade bøger udgivet af bloggere gå ens næse forbi - sådan har jeg det i hvert fald. Det ligger nok lidt i madbloggerens væsen, at være nysgerrig omkring mad og nye kogebogsudgivelser - særligt, når det lykkes blogger-kolleger at bringe deres værk over i bogform.

I hvert fald, så vil jeg gerne give kogebogen et par ord med på vejen - selv om den er henvendt til mænd, og jeg dermed falder uden for målgruppen. De indrømmer dog selv, at kvinder sagtens kan være med - om ikke andet til at nyde den lækre mad.

Indpakningen er lækker - simpel hardback med flot kobbertryk. Præsentationen er indbydende. Opskrifterne er prydet med lækre billeder af maden i en ret så æstetisk servering, så også her bliver der kælet for maden og ikke kun, når det gælder råvarer og tilberedning.


Bogen indledes men en kort præsentation af de fire fyre og ikke mindst deres maskinpark, hvor alt det lækre køkkengrej har deres helt egne kaldenavne - se det er mandehørm. Det lyder lige som noget sejere at køre en dej på bjørnen frem for røremaskinen. Derefter kommer det ikke som nogen overraskelse, at bud nr. 6 i deres 10 bud er 'Gå aldrig ned på udstyr'.


Herefter følger 10 kapitler med 8 opskrifter i hver. Der bliver præsenteret opskrifter til enhver lejlighed bl.a.  Herrefrokosten, Daten, De lyse nætter, Tømmermændene og Højtiderne. Sidstnævnte nævnte leder typisk tankerne hen på jul og påske, men her er der i stedet tale om mad til mændenes sportsbegivenheder; Tour de France, Super Bowl etc.
De fire fyre lægger i den grad op til at spise og drikke som en mand, men der lægges også vægt på gode råvarer som ingredienser i mad lavet fra bunden.
Der er en god variation af både simple og mere eksperimenterende retter. Når det så er sagt, så er der altså tale om gastronomi i sin helt egen klasse. Med denne bog kan madnørden hente ny inspiration og eksperimentere i køkkenet med nye tilberedninger, udstyr m.m. Selv er jeg lidt vild med tømmermændsopskrifteren, hvor jeg gerne vil afprøve Club Nuggets og Chilidog'en. 


Køb bogen til den madinteresserede mand, så vedkommende for alvor kan nørde i udstyr og tilberedninger. Med denne bog kan du løfte dit gastronominiveau, få nye boller på suppen med gastromændenes version af klassikere som tarteletter og flæsk med persillesovs eller blive inspireret til at eksperimentere i din madlavning.


 Titel: 'Gastromand. Spis og drik som en mand!'
Forfattere: Anders Damm, Mads Schytte, Brian Lambæk & Klaus Kjeldsen
Forlag: Politikens forlag
Vejl. udslagspris: kr. 300,-

God læselyst!


TAK!
til Politikens forlag for sponsorat af anmeldereksemplar. Anmeldelsen af bogen er 100 % udtryk for min egen holdning.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar