mandag den 23. december 2013

julens konfekt anno 2013 vol. I


Det lykkedes! Jeg fik lavet en god portion sukkerfrie (læs: hvis man ser bort fra den smule sukker, det er i 85 % mørk chokolade) lækkerier med smagen af jul. Marcipan er nemlig = jul i munden. Konfekt hører sig til og nu hvor det halve år uden sukker er passeret, vil jeg gerne holde stilen over julen. Jeg skal nok blive udfordret på den beslutning, derfor vil jeg også gardere mig ved at have sundere godter at nyde i den søde juletid.
Under weekendens produktion blev jeg dog samtidig også klogere på mit forhold til nødder - maven sagde stop efter tilsmagningen af marcipanen. Jeg er slet ikke vant til nødder i rå mængder - men den mavepine tager jeg hellere end sukkertømmermændene efter et sukkerchok - som julens slikfad sædvanligvis indbyder til. 
I år har jeg kreeret fem variationer over marcipan-konfekten - stort set alle gengangere, men så er jeg også sikker på at smagen vinder. 


Her får I lige en præsentation af et par af dem - resten følger snarest.


sne- & choko-bolde
(10-12 stk.)

marcipan grundopskrift
100 g smuttede mandler
1 spsk Sukrin Gold
3 dråber flydende Stevia Vanille (kan udelades)
½ tsk mandelessens
2 spsk past. æggehvide

fremgangsmåde:
1) Blend mandlerne så fint som muligt i minihakkeren.
2) Kom mandelmelet i en skål sammen med Sukrin, essens og evt. Stevia.
3) Tilsæt æggehvide lidt efter lidt til marcipanen samler sig.
4) Tril en rulle af marcipanen og læg den på på køl en 1/2-1 time inden den anvendes.

overtræk + topping
hvid chokolade + kokos
mørk chokolade + knuste cacao nibs

fremgangsmåde:
1) Tril kugler af marcipanen.
2) Smelt chokoladen over vandbad og tril derefter kuglerne i henholdsvis kokos og knuste cacao nibs.
3) Sæt kuglerne på køl til chokoladen er stivnet.


lakridsmarcipan med hvid chokolade & hindbær
(10-12 stk.)

1 port. marcipan grundopskrift
1 tsk Urtekram rålakridspulver

overtræk + topping
75 g hvid chokolade
frysetørret hindbær
groft lakridspulver fra Johan Bülow

fremgangsmåde:
1) Ælt marcipanen med lakridspulver.
2) Tril kugler i mundrette størrelser.
3) Smelt den hvide chokolade over vandbad.
4) Overtræk kuglerne med chokoladen og drys med hindbær og lakrids.

Glædelig JUL!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar