lørdag den 16. februar 2013

LCHF morgenboller med og uden chokolade


Uhm... weekend-morgener med ekstra tid til morgenmad. Herhjemme startede vi i hvert fald lørdag morgen med duften og smagen af nybagte LCHF boller. Jeg valgte at tilsætte lidt sukkerfri mørk chokolade til halvdelen af portionen - det blev en succes. Kæresten var glad for konsistensen, der ikke er så æggeagtig, som dem jeg tidligere har lavet. Derfor skal I også have glæde af opskriften.

LCHF morgenboller 
- med og uden chokolade
(8-10 stk.)

4 æg
1 dl fløde
½ dl kokosmælk
50 g smeltet smør
½ dl mandelmel
½ dl kokosfiber
1 dl blandede frø/kerner*
2 spsk fiberHUSK til bagning
1 tsk bagepulver
1 tsk salt

ca. 25 g sukkerfri chokolade til en halv portion
evt. birkes som drys

*Jeg brugte en blanding af chiafrø, sesamfrø og solsikkekerner. Ønsker du ikke hele frø/ kerner i bollerne, kan de også blendes/ kværnes til mel for en finere struktur i krummen.

fremgangsmåde:
1) Tænd ovnen på 160 grader varmluft.
2) Pisk æggene sammen med fløde, kokosmælk og smør.
3) Bland alle de tørre ingredienser godt i en skål.
4) Rør de tørre ingredienser i de våde.
5) Lad dejen hvile 5-10 min. til fibrene har suget væske til sig.
6) Form boller med våde fingre og lav dem lidt flade.
7) Bag bollerne ca. 20 min. midt i ovnen ved 160 grader varmluft.

Nyd dem på morgenbordet med god økologisk smør fuld af smag.



Velbekomme!

Edited 22.02.13.

fredag den 15. februar 2013

sund måned: uge 2

Endnu en uge i min 'sund måned' er gået. Den er ikke forløbet helt som ønsket, da jeg har lidt af humørsvingninger og stor chokolade-trang. Måske det skyldes de ekstra søde sager i weekenden, som fortsatte ind i hverdagene. Der skal ikke altid så meget til at fucke op i blodsukkeret, når der er andre faktorer uden fra, som påvirker mig (læs: desværre!). Jeg håber, derfor lidt af de sidste par uge forløber mere glidende.

ro
Det går bedre med at ramme de 8 timer i sengen om natten, men desværre kunne søvnen fortsat blive bedre. Jeg får dog lavet min TFT-øvelse (læs: tankefeltterapi-vejrtræknings-tappe-øvelse) til at skabe ro og afslapning. Jon Gabriel har også været i ørene et par aftener i denne uge ellers er det fortsat min start på dagen på jobbet.
Det der punkt med at finde dagens tre plusser glipper stadig totalt og jeg er altså ikke god til at finde roen mentalt og gå i seng med et smil på læben. Øvelsen skulle jo netop hjælp her, så hvad venter jeg på?

kost
Alt for meget chokolade(!) - den er dog helt mørk eller sukkerfri - og nøddecremer (læs: altså snacks mellem måltiderne, fordi blodsukkeret ikke er så stabilt, som jeg kunne drømme om). Det er dog næsten lykkedes mig at holde fasten fra aftensmad til morgenmad bortset fra en enkelt aften, så der er lige et klap på skulderen til mig selv der. Onsdag aften til torsdag morgen fastede jeg faktisk 13½ time, da jeg røg i en portion pandekager sidst på eftermiddagen og derfor ikke var sulten til aftensmad.
Efter jeg er begyndt at eksperimentere med de grønne smoothies kan jeg mærke, at jeg skal være ekstra opmærksom på at få nok at spise om formiddagen og til middag, så blodsukkerdykket ikke bliver kæmpe om eftermiddagen. Var der nogle, som tænkte FEDT? Det gør jeg i hvert fald (læs: note til mig selv).
Proteinerne er også gode til mætheden og jeg synes det går okay med at få dem på menuen til hovedmåltiderne. Der er også godt med grønt på tallerkenen til frokost og aftensmad de fleste dage, men der er lige det der med at få køleskabet fyldt op... Nogle gange ville det være rart, hvis det skete af sig selv.
Mindfulness i måltiderne er altså gået fløjten, men jeg glæder mig over de øvrige gode og sunde tilvalg, som efterhånden kommer ind i hverdagen.

træning
Her har jeg faktisk følt mig en smule demotiveret. Det skyldes nok lidt, at jeg efter den første uge så fremskridt i og med at væskeophobningerne forsvandt. Denne uge har jeg så ikke mærket den store forskel og humøret har ikke helt været med mig. Derfor gjorde jeg også noget, som sjældent sker i onsdags - sendte kæresten til træning alene og nød eftermiddagen med god samvittighed på sofaen i selskab med pandekager og bloggen ;-)
Det er dog blevet til gode styrketræningspas i hans selskab fredag, mandag og torsdag samt Step ELITE søndag. Dermed fire gange træning, så det er skønt.
Jeg er desuden gået til og fra arbejde onsdag samt en af vejene fredag, mandag og torsdag, så dermed også 'tjek' til det punkt

Bortset fra sukker i min mørke chokolade og mayoen er jeg stadig uden sukker. Jeg røg heller ikke i kærestens bland-selv-slik (læs: total favorit) på bio-daten i lørdags, men der var også et par omgange kage på menuen i løbet af weekenden.
Jeg tager en uge mere og håber, at jeg om et par uge kan dele nogle gode resultater med jer herinde. Det er i hvert fald lykkedes mig at komme helt uden om vægten i denne uge, selv om jeg er nysgerrig(!). Målebåndet har dog været fremme her på halvvejen, men resultatet må I i spænding vente med.

onsdag den 13. februar 2013

pandekager uden mælk & mel + test af urtekram crunchy choco




'Pandekagens dag' var egentlig i går, men der var vi på farten hele dagen og der blev ikke tid til pandekager. Jeg blev dog fristet af billederne på instagram og i dag smed dyppelse så sin opskrift på hendes nye blog. Den stod derfor lige i frisk erindring, da jeg kom hjem fra en yderst frustrerende/ drænende dag på jobbet og bare havde chokolade-cravings. Så mens jeg spiste en rest (læs: ja, utroligt nok, lå der en rest af en plade i skabet) mørk chokolade blev der bagt en portion af dyppelses pandekager, mums!
Det er første gang, at jeg bager pandekager med kokosfiber og den første var da heller ikke helt nem at vende. De skal bage til de sætter sig helt, inden de kan vendes. Konsistensen er er lidt mere pandekage-agtig end variationen med fromage frais, som jeg har bagt meget tidligere, som er ret ægge-agtige i konsistensen. Jeg vil ikke sige, at jeg foretrækker den ene frem for den anden - jeg kan lide dem begge. Jeg ved dog at flere gerne vil have en erstatning for den traditionelle med mel/ korn, som ikke er alt for ægge-agtig, så her er denne opskrift god.

pandekager uden mælk & mel
(3-5 stk.)

2 æg
1 dl kokosfløde - den faste del
2 tsk kokosfiber
1 tsk vanillepulver
1-2 tsk sødning - din favorit
et drys salt
kokosolie til stegning

fremgangsmåde:
1) Pisk alle ingredienserne sammen med en gaffel.
2) Steg i smeltet kokosolie på en varm pande. Lad pandekagen stivne helt på oversiden inden den vendes.


Nybagte pangekager var en oplagt mulighed for at teste en nyhed fra Urtekram, som jeg fladt over i min lokale Netto i går, nemlig 'Peanut butter crunchy choco'. Tanken om at blande kakaopulver i en om gang peanutbutter har faktisk strejfet mig, men det er blevet ved tanken. Nu har Urtekram selv taget initiativet, men(!) jeg foretrækker altså den tradtionelle 'rene' peanutbutter efter at have smagt denne. Det er som om, at hverken kakao- eller peanutsmagen kommer rigtig igennem. Smagen falder lidt i midten af bittert kakaopulver/ carobpulver. Det er i virkeligheden nok sødning, jeg savner til at runde smagen af (læs: siger hende med den hule søde tand).
Jeg har desuden spottet, at Urtekram har lavet en variant med chili - den er jeg nok også nødt til at prøve ved lejlighed - håber virkelig, at der er et godt spark af chili i den ;-P


Velbekomme!

tirsdag den 12. februar 2013

marengskage med hindbær (lchf)


Eftermiddagsbesøg hos mine forældre søndag - det krævede en kage. Jeg så derfor anledning til at prøve Marias opskrift på marengskage. Jeg vidste nemlig, at min mor stod med hjemmebagte fastelavnsboller, så for ikke at blive alt for fristet, måtte jeg have en lækkerbisken med.
Kagen minder lidt om Bedstefar med skæg-kagen, men desværre bliver marengsen ikke sprød som en traditionel sukker-marengs, men kagen er dejlig fedtet af bunden og syrlig på grund af hindbærrene (læs: jeg skal have flere i næste gang, så har jeg skrevet opskriften ud fra). Desuden tror jeg, jeg vil erstatte bunden med den fra drømmekagen en anden god gang.

marengskage med hindbær (lchf)
(20x30 cm brandepande)

bund
3/4 dl Sukrin
4 æggeblommer
75 g blødt smør
2 spsk piskefløde
½ dl HUSKfiber (den grønne)
½ tsk vanillepulver
1½ tsk bagepulver
1½-2 dl hindbær - gerne fra frost

marengs
4 æggehvider
3/4 dl Sukrin
1 tsk eddike

fremgangsmåde:
1) Tænd ovnen på 175 grader.
2) Del æggene - kom blommer og hvider i hver sin skål.
3) Gør alle ingredienserne klar.
4) Pisk æggehviderne stive og tilsæt Sukrin samt eddike undervejs.
5) Pisk derefter æggeblommer med Sukrin.
6) Tilsæt de tørre ingredienser sammen med smør og fløde til æggeblommerne.
7) Fordel dejen i en lille bradepande beklædt med bagepapir.
8) Fordel hindbærrene på dejen og top til sidst med marengsen.
9) Bag kagen ved 175 grader i 35-40 min.






Velbekomme!

mandag den 11. februar 2013

grønt tilbehør aka basilikum-'pasta'



Fredag aften stod den på virkelig lækker steak herhjemme - krogmodnet. Mums! siger jeg bare. Vi holdte tilbehøret nemt og lækkert. Kødet skulle steges i ovnen 30-40 minutter, så der røg en gang cherrytomater med i ovnen. Desuden fik jeg afprøvet squash-pasta med basilikumspesto og det er ikke sidste gang. Jeg får i det hele taget lavet og spist alt for lidt pesto(!), så opskriften kommer også lige herind.

basilikum-'pasta'
(2-3 pers.)

2 squash

pesto
1 lille potte frisk basilikum
ca. 30 g ristede pinjekerner (en lille håndfuld)
2-3 spsk revet pecorino romana eller parmesan
1 fed hvidløg
olivenolie
citronsaft
salt

fremgangsmåde:
1) Squash strimles i spiralizer eller med en gulerodsskræller.
2) Pesto: blend alle ingredienserne i en minihakker - tilsæt olivenolie til den ønskede konsistens og smag til med citronsaft og salt.
3) Vend squash-pasta i pestoen og servér.


Velbekomme!

ugens træning #37

mandag: 5 + 10 min. cardio. 60 min. styrketræning af skulder/ triceps i selskab med kæresten

tirsdag: træningsfri

onsdag: 5 + 15 min. cardio. 45 min. styrketræning af ryg + 15 min. styrke af mave i selskab med kæresten

torsdag: 5 min. cardio. 75 min. styrketræning af ben incl. baglår i selskab med kæresten

fredag: 5 + 10 min. cardio. 80 min. styrketræning af bryst/ biceps i selskab med kæresten

lørdag: træningsfri

søndag: 60 min. Step ELITE. 15 min. styrketræning af mave

What a week of nice (læs: and tough) workouts :-) Nøj, jeg har haft doms (læs: været øm), men jeg er vild med det, så har musklerne fået tæv og kan vokse sig stærkere. Hviledagen lørdag var derfor også kærkommen, selv om jeg bliver en smule rastløs uden træning. Afhængig? Ja, måske... Jeg er i hvert fald vild med følelsen i kroppen efter træning - helt træt og brugt, men alligevel ikke energiflad (læs: især den med energien tæller meget).
Det er gået meget bedre med de lange træningpas i denne uge, da jeg kan mærke træningen med makker lige giver det sidste.
'Sund måned's målet med fire gange styrketræning er i hvert fald indfriet og jeg er klar på en uge mere.

God træning!

søndag den 10. februar 2013

gammeldags æblekage uden mel & sukker






Fredagskagen herhjemme blev en impulsiv gang æblekage inspireret af den gammeldags version med æblemos, knas og flødeskum på toppen (læs: hvis man er til det -ham jeg deler seng med springer fløden over - derfor billederne uden). Det er måske ikke lige årstiden for æbler, men jeg var heldig at have en portion sukkerfri æblemos lavet af min mor i fryseren (læs: som vist havde ligget læænge...). Er du ikke så heldig, er denne lækkerbisken måske ikke helt så impulsiv en snack ;-)

gammeldags æblekage uden mel & sukker
(2 port.)


350 g sukkerfri æblemos*
1 dl piskefløde

knas - rigeligt til 2 port.
en god klat øko smør
100 g mandler
3 spsk Sukrin Gold
½ spsk kanel

*laves nemt ved at koge 3-4 syrlige æble med lidt vand og vanille i ca. 20 min.

fremgangsmåde:
1) Hak mandlerne groft i en minihakker - jeg vil gerne have stykker med bid, så kør dem i intervaller.
2) Varm smørret op på en stor pande og tilsæt mandlerne, når det er klar. Rist i et par minutter til det dufter.
3) Tilsæt Sukrin og kanel og vend rundt til Sukrinen er smeltet.
4) Hæld knasen til afkøling på et stykke bagepapir.
5) Lun evt. æblemosen lidt i en kasserolle.
6) Pisk fløden til blødt skum.
7) Anret æblekagen i to glas, start med æblemos-knas-æblemos-knas-æblemos-knas og på toppen en klat flødeskum.


Velbekomme!