lørdag den 11. februar 2012

kikærtecurry


Siden Ditte postede sin kikærte-curry har den været på min 'to try'-liste og ingredienserne har faktisk også været indkøbt i nogle dagen, men det er først her til aften, at vi fik det lavet. Vi kæmpede dog lidt med at få smag i retten men godt med lime fik til sidst sat prikken over i'et. Næste gang skal retten dog ikke simre 30 minutter inden kikærterne tilsættes - da fyldet bliver ret udkogt og derfor falder fra hinanden. Det klæder ikke retten så godt, som det også kan ses på mit billede.

kikærtecurry
(2-3 pers.)

1 ds. kikærter
1 ds. kokosmælk
½ blomkål
2 kartofler
1 æble
1 lille løg
1 fed hvidløg (eller mere, hvis du gerne vil have smagen af hvidløg igennem)
lime
gurkemeje
garam masala
spidskommen
tørret chili
salt

fremgangsmåde:
1) Del blomkål i små buketter og skær kartoflerne og æblet i tern.
2) Skær løg og hvidløg fint og steg dem kort i lidt olie i en gryde sammen med krydderierne.
3) Kom blomkål, kartofler og æblet i gryden og tilsæt derefter kokosmælk samt evt. lidt vand.
4) Lad retten simre til grøntsagerne er så møre, som du ønsker dem.
5) Tilsæt kikærterne og lad retten varme igennem.
6) Smag til med ekstra af krydderierne, salt og masser er friskpresset limesaft.
7) Servér med ris, evt. naan brød og en klat god yoghurt på toppen.

weekend forkælelse...




1..2..3..og skålen var tom.
Jeg nyder virkelig, at der er tid og lyst til at kræse lidt ekstra for min morgenmad i weekenderne og i dag kom peanut 'cupcaken' på menuen igen. Denne gang med en ½ banan, lidt mælkechokolade uden tilsat sukker og agavesirup og ingen Sukrin. Det var en succes. Give it a try.

i'm back... and thank you



Siden jeg modtog min første blogaward er yderligere et par stykker kommet til i den seneste tid. Jeg vil gerne takke Annette og Marie mange gange for denne gestus. Jeg modtager dem med kyshånd, men tillader mig at henvise til modtagelsen af min første, som jeg har givet videre til fem skønne bloggere.

Jeg bliver varm indeni, når I derude bag skræmene fortæller mig, at I nyder at læse mere herinde og finder inspiration er på bloggen. Det varmet mit blogger-hjerte og jeg modtager med glæde jeres mange kommentarer. Jeg forsøger virkelig at besvare dem alle efter bedste evne, så hold dig ikke tilbage.

Jeg glæder mig til at høre fra dig og fortsat inspirere det bedste, jeg kan.

Tak.
- frk. sveske

torsdag den 9. februar 2012

nydelige nøddekager


Endnu en opskrift fra 'to-try'-listen blev afprøvet i går og den skulle selvfølgelig være i det mere søde kategori end de før omtalte pizza-muffins. Opskriften har jeg set hos Charlotte og de skulle afprøves. Kagerne er en lækker sød bid med nøddecremen i midten.

nydelige nøddekager

4 æggehvider
50 g Sukrin
1 stang vanille
60 g kokosmel
100 g malede hasselnødder
40 g mandelmel
100 g kokosolie
evt. 2 spsk. kakao

nøddecreme til fyld (jeg brugte choko-nøddecreme fra Cavalier)

fremgangsmåde:
1) Bland Sukrin og vanille til 'vanillesukker'.
2) Rør nødde-, mandel- og -kokosmel plus kokosolie sammen med 'vanillesukkeret'.
3) Pisk æggehviderne stive.
4) Ved forsigtigt nøddemassen i de stive hvider.
5) Sæt små klatter på en plade med bagepapir med en teske.
6) Bag kagerne i ovnen ved 200 grader i ca. 10 min.
7) Læg kagerne sammen to og to med nøddecreme, når de er helt afkølet.

pizza-muffins


Jep, den er god nok - du har læst helt rigtig. I går fik jeg nemlig afprøvet opskriften fra PCOliv.dk på Ninas pizzasnacks. De skulle have været bagt i som minimuffins, men jeg ejer ikke en minimuffinform, så derfor blev mine bagt som muffins af almindelig størrelse. Bagetiden er derfor lidt et gæt, for jeg holdt øje med dem og fik ikke lige sat uret.

pizza-muffins
(10 stk.)

2 dl kamutmel (jeg bruger Urtekrams)
2 æg
1 spsk. HUSKfiber
2 tsk. bagepulver
3 tsk. oregano
2 dl skummetmælk
100 g revet ost
100 g pepperoni/ skinke/ kylling
½ grøn peberfrugt, finthakket

fremgangsmåde:
1) Pisk æg og HUSK godt sammen - tilsæt mel og mælk og lad dejen hvile i ca. 10 min.
2) Tilsæt bagepulver og oregano.
3) Tilsæt fyldet og 2/3 af osten.
4) Fordel dejen i en smurt muffinform. Drys med resten af osten på toppen.
5) Bag muffins'ene ved 180 grader til de er gyldne på toppen - ca. 15-20 min.

Nyd dem varme med kryderet tomatsauce og/eller frys dem til madpakken ;-)

quick peanut 'cupcake'


I går eftermiddag havde jeg planlagt en eftermiddag i køkkenet, men der skulle lige startes med noget energi - det blev til en kop micro-kage. Kagen havde jeg set Hos Annette, men farin og chokolade gik jeg uden om, så I får lige opskriften, som jeg lavede den. Beklager den ikke er så foto-venlig ;-)

quick peanut 'cupcake'
(1 pers.)

1 æg
1½ spsk. hvidhvedemel
1 spsk. Sukrin
1½ spsk. crunchy peanutbutter
1 tsk. vanillepulver
1 nip salt
4 hakkede mandler
evt. ½ banan*

fremgangsmåde:
1) Bland alle ingredienserne i en kop/ skål.
2) Bag kagen i microovnen i 45-90 sek. (afhængig af ovnens effekt, min fik 75 sek.)
3) Servér straks - evt. med vanilleskyr/-kvark.

*næste gang vil jeg mose en ½ banan i dejen, da den er ret fast og mangler sødme - men jeg har jo også fjernet båede farin og chokolade.

Kagen gled dog fint ned i selskab med en ½ banan i skiver ;-) Derefter var der god energi til at forsøge med yderligere to nye opskrifter, som jeg nok skal lægge her på bloggen en af de næste dage.

tirsdag den 7. februar 2012

asiatiske kødboller i paneng red curry sauce


I dag stod aftenens menu på asiatiske kødboller i paneng red curry sauce med nudler og råkost. Menuen var inspireret af Sabina og Line. Det er virkelig en god ret og helt sikkert ikke sidste gang det kommer på bordet herhjemme. Opskriften skal I derfor ikke snydes for.

asiatiske kødboller i paneng red curry sauce
(2-3 pers.)

fars:
500 g hakket oksekød
½ brev Santa Maria Paneng Red Curry Spice Mix
3 spsk. creamy peanutbutter
2 fed hvidløg, pressede (mine var desværre mugne, så der røg et lille løg i som erstatning)
1 æg
½-1 frisk rød chili

sauce:
1 ds. kokosmælk
½ brev Santa Maria Paneng Red Curry Spice Mix
½ dl peanuts, hakkede
1 rød peberfrugt
1/3-½ squash
saft af ½ lime
evt. soya (blev erstatning for fiskesaucen)

fremgangsmåde:
1) Bland ingredienserne til farsen til en ensartet masse.
2) Tril farsen til kødboller - ca. 2 cm i diameter.
3) Steg kødbollerne på en varm pande i kokosolie. Tag dem af og hold dem varme under et stykke staniol.
4) Kom kokosmælk, resten af krydderiet, de hakkede peanuts og evt. soya i en gryde og lad det simre et par minutter.
5) Jævn evt. saucen med en smule maizena inden limesaft, peberfrugt, squash samt kødbollerne tilsættes og saucen simre yderligere et par minutter.

Servér med fuldkornsnudler og salat.