lørdag den 18. august 2012

lækker restemad #4: frittata muffins

 

Lækre ægge-muffins, som passer til både morgenmad og frokost. De er nemme at lave og kan fyldes med diverse rester af proteiner og grøntsager. Endnu en nem og lækker reste-opskrift.

frittata muffins
(10 store muffins)

6 æg
3 æggehvider
1 dl fløde 38 %
tørret chili
urtesalt
peber

forslag til fyld - erstat med rester fra dit køleskab:
2-3 store buketter broccoli
5-7 grønne asparges
2 krydrede pølser (alm. str.)
25-30 g cheddar i tern

fremgangsmåde:
1) Skær broccoli, asparges og pølser i mindre stykker.
2) Blanchér grøntsagerne i kogende vand eller rest dem kort på panden - skal ikke færdigsteges.
3) Pisk æggene med æggehvider, fløde og krydderier.
4) Kom fyldet i æggene undtagen osten.
5) Fordel æggemassen med en stor ske i 10 store muffinforme - gerne af silikone.
6) Top til sidst med cheddar i små tern.
7) Bag muffins'ene ved 200 grader varmluft i ca. 20 min.




torsdag den 16. august 2012

lækker restemad #3: pizza med 'grøn' bund

de forbagte bunde klar til fyld...

så er der pizza med 'grøn' bund

Efter et par dage med coleslaw af spidskål, gulerod og squash, brugte jeg her til aften brugt resterne (minus gulerod) som bund til en gang pizza. Spidskål og squash kunne fint erstatte den sædvanlige blomkål i blomkålspizzabunden.
Jeg snitter og river indimellem (læs: når jeg husker det) en omgang grønt til den kommende uge om søndagen og opbevarer det  i lufttætte bokse i køleskabet. En gang pizza er en skøn måde at få brugt resterne på, som tørrer lidt ud efter at have været snittet nogle dage, men det er kun en fordel til denne opskrift.

pizza med 'grøn' bund
(1-2 pers.)

150 g spidskål
50 g squash
35 g revet parmesan
1 æg
oregano
urtesalt
peber
evt. 1 fed hvidløg

forslag til fyld:
- tomatsauce, chorizo, grøn peber & revet cheddar (min variant)
- tomatsauce & frisk mozzarella
- bacon, champignon & revet ost

fremgangsmåde:
1) Hak evt. grøntsagerne ekstra fint i minihakkeren. Vrid den revne squash godt.
2) Bland alle ingredienserne i en skål.
3) Form en eller to bunde på en bageplade beklædt med papir.
4) Bag bundene ved 250 grader i ca. 12 min. til de tager farve - pas på, det går lige pludselig stærkt.
5) Kom dit ønskede fyld på.
6) Bag pizzaen 5-10 min. til osten er smeltet.

uhm... pizza med god samvittighed

What's not to enjoy?

onsdag den 15. august 2012

morgenluksus










Morgenmad er min luksus i hverdagen... Den består typisk af æg i en eller anden form - scrambled med ost, spejlæg, blødkogt eller pandekager (igen æg) med eller uden bær og smurt med nøddecreme eller lækker cremet græsk yoghurt 10 % rørt med skyr og fløde - toppet med bær og nødder.

Uhm...!

Hvad er din luksus i hverdagen?

tirsdag den 14. august 2012

iskolde banansnacks med kokos



Da jeg havde gang i smeltet chokolade til de lækre hjemmelavede snickers, blev der også lige overtrukket et par bananer. Idéen har floreret flere steder i blogland, men jeg så den oprindeligt hos Anne au Chocolat. Banan og chokolade er en dejlig sød kombination og bananis er en af mine favoritter. De er meget nemme og lave og kan opbevares på frost og tages op efter behov for søde lækkerier.

banansnacks med kokos

2 bananer
100 g mørk chokolade min. 70 % kakao
1 tsk kokosolie
kokosmel

fremgangsmåde:
1) Smelt chokoladen med kokosolie.
2) Skær bananerne i skiver.
3) Dyp bananskiverne i chokoladen ved hjælp af en gaffel.
4) Drys med kokosmel, mens chokoladen stadig er våd.
5) Opbevar de små banansnacks i en lufttæt beholder på frost. De skal blot stå ude et par minutter før servering.


mandag den 13. august 2012

ugens træning #12

mandag: træningsfri

tirsdag: 12 + 24 min. cardio. 15-20 min. styrketræning af ryg.

onsdag: 20 + 20 min. cardio. 20 min. styrketræning af bryst.

torsdag: træningsfri

fredag: 12 + 28 min. cardio. 20 min. styrketræning af ryg/ biceps. 10 min. mave på gulv.

lørdag: 12 + 30 min. cardio. 20 min. styrketræning af bryst.

søndag: 12 + 20 min. cardio. 30 min. styrketræning af ben. 10 min. mave på gulv.

Puha... en lidt strid uge at komme igennem, da jeg lige skulle finde ud af at være alene hjemme igen...
Selv om det kan være svært at komme ud af døren til træning, så ved jeg, det løfter humøret, så afsted er jeg kommet og har ydet det, der var lyst og overskud til. Det er faktisk endt ud i en fin træningsuge med træning på 5 ud af ugens 7 dage - dejligt!

God træningsuge!

søndag den 12. august 2012

hjemmelavet snickers uden sukker



Uhm...!
For en peanutbutter-elsker er disse lækre bidder lige i øjet. Jeg har aldrig været fan af den rigtige Snickers, men de her skal vist bare opbevares i fryseren, så jeg ikke tømmer bøtten ad en gang...
Jeg har brugt Janes opskrift, som viste sig at være ligeså simpel, som opskriften på de hjemmelavede bounty.

hjemmelavet snickers
(16-18 stk.)

200 g crunchy peanutbutter uden tilsat sukker
1 dl saltede peanuts
1 dl jordnødder uden salt eller andre nødder*
2 tsk Sukrin+
1 knsp vanillepulver - ikke vanillesukker
25 g smør
100-150 g mørk chokolade min. 70 % kakao
1 tsk kokosolie

*jeg brugte usaltede cashewnødder

fremgangsmåde:
1) Smelt peanutbutter i en gryde.
2) Hak peanuts og nødder i mindre stykker.
3) Kom nødderne, Sukrin+, vanille og smør i gryden. Rør til ensartet masse.
4) Kom peanutmassen i en form beklædt med husholdningsfilm.
5) Sæt formen med massen i fryseren til den er helt stiv.
6) Skær peanutmassen i de ønskede stykker og overtræk dem med smeltet chokolade rørt med lidt kokosolie.
7) Opbevar dine snickers i en lufttæt beholder på køl eller frost. Fra frost skal de blot stå ude 5 min. før de er spiseklar.


lørdag den 11. august 2012

kyllingedeller med mozzarella & peberfrugt


Selv om det holdt lidt hårdt at komme i køkkenet her til aften og lave madplanens menu, så overgav jeg mig og stegte deller trods varmen. Jeg ville nemlig gerne have rester i fryseren til madpakker.
Opskriften er inspireret af Frk. Saust. Dejligt med variation i kyllingedellerne, som er den måde jeg ofte foretrækker min kylling på. Mine blev lidt mørke i skorpen, da jeg stegte dem i riiigeligt smør og der jo er ost i, som godt kan brænde lidt på, når man, som jeg, ikke lige har to øjne på panden konstant.
Jeg spiste dellerne i selskab med en dip rørt af græsk yoghurt 10 %, lidt mayo, chili sauce, urtesalt og paprika, samt feldsalat med lækker blød og cremet avocado og sprøde, blancherede grønne asparges. Dellerne er lavet efter denne opskrift:

kyllingedeller med mozzarella og peberfrugt
(ca. 20 stk.)

400 g hakket kylling
2 forårsløg
2 fed hvidløg
½ rød peberfrugt
1 håndfuld frisk basilikum
½-1 rød frisk chili
1 kugle frisk mozzarella
1 spsk HUSKfiber (den grønne)
1 æg
evt. 1-2 spsk væske - fløde/ vand, for passende konsistens
urtesalt
peber
smør eller kokosolie til stegning

fremgangsmåde:
1) Hak løg, hvidløg, peberfrugt, basilikum og chili fint.
2) Bland kylling og de hakkede grøntsager. 'Pluk' mozzarellaen ned i blandingen.
3) Tilsæt æg og HUSK. Rør til ensartet fars og krydr med salt og peber.
4) Varm en pande med smør/ kokosolie og form deller i ønsket størrelse med en ske.
5) Steg dellerne ca. 4 min. på hver side til de er gennemstegt.