tirsdag den 27. marts 2012

blomkål/broccoli/æble 'salat' med ristede cashewnødder



I går aftes havde jeg helt styr på kødet til aftensmaden, men der skulle noget grønt til og mit hoved var tom fra idéer. Der lå dog lidt broccoli og blomkål i grøntskuffen og trængte til at blive brugt. Jeg tog et kik på min 'to-try'-liste og 'salaten' blev til med inspiration fra denne fundet hos The Healthy Foodie. Flere af ingredienserne havde jeg dog ikke lige - og noget af blomkålen blev også er erstattet af broccoli (som skulle bruges). Dressingen var vi desuden heller ikke vilde med. Det var vores debut med Tahin - som er meget kraftig i smagen. Vi undlod den derfor på salaten i aftes. Jeg havde dog lidt med til resterne i madpakken i dag, tirsdag, hvor jeg havde tilsat tilsvarende skyr - det blev den mere acceptabel af. Jeg lavede salaten således:

blomkål/broccoli/æble 'salat' med ristede cashewnødder
(3-4 pers.)

½ lille blomkål
½ bt broccoli
2 golden delicious æbler
limesaft
1 stor håndfuld cashewnødder

dressing:
2 spsk Tahin
1 spsk soya
1 spsk agavesirup
1 spsk limesaft
1 spsk fintrevet ingefær
3-4 spsk vand (til den får den ønskede konsistens)

fremgangsmåde:
1) Del blomkål og broccoli til små buketter og skær det øverste af broccolistokken i tern. Blanchér kort i kogende vand - ca. 1 min. og skyl derefter i koldt vand.
2) Rist cashewnødderne på en pande til de får farve og dufter skønt.
3) Skær æblerne i tern og vend dem i limesaft*.
4) Bland blomkål, broccoli og æbler i en stor skål og top med de ristede cashewnødder.
5) Rør ingredienserne til dressingen sammen og servér den til salaten.

*så bliver de ikke så hurtigt brune og 'salaten' er pæn i madpakken dagen efter også.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar