søndag den 17. juni 2012

sprøde raw ruller med valnøddefars


Jane, der blogger på madbanditten.dk, postede denne lækre opskrift for et par dage siden og her i min 'manglende lyst til kød'-periode, var den som sendt fra himlen (læs: jeg ærgrede mig straks over, at jeg ikke havde sat nødder i blød samme morgen).
I går røg der derfor nødder i blød fra morgenstunden, så jeg kunne nyde de lækre sprøde raw ruller til aftensmad. Valnøddefarsen er langt bedre end ventet - fuld af smag og med en dejlig fyldig konsistens. Det er bestemt ikke sidste gang, jeg laver valnøddefars - mon jeg kan få kæresten til at smage?


valnøddefars
(6 små ruller*)

3 dl udblødte valnødder**
1 dl soltørrede tomater i olie
80 g brune champignon
1 spsk tamari soya
1 spsk agavesirup
1/4 dl olivenolie
lidt vand
friske eller tørrede krydderurter - salvie er godt

tilbehør:
blade af spids- eller hvidkål
gulerod
rød peberfrugt
agurk

fremgangsmåde:
1) Udblød valnødderne i vand mindst 5 timer - skift evt. vand et par gange undervejs.
2) Blend de udblødte valnødder med de øvrige ingredienser i en foodprocessor eller ad flere gang i minihakkeren til den ønskede konsistens.
3) Rul valnøddefarsen med sprøde grøntsager i kålblade til små ruller.

* jeg lavede halv portion og fyldte lidt mindre fars i 6 små ruller - blev ikke så stramt rullet, for kålen var meget sprød.
** jeg måtte spæde til med pecannødder, men tror ikke, det gik ud over smagen.


7 kommentarer:

  1. Yum. Det ser lækkert ud. Elsker valnødder, den opskrift skal så meget afprøves (:

    - Kit

    SvarSlet
  2. Hej Kit,
    Så er opskriften helt sikkert et hit hos dig også.
    Jeg er i hvert fald ikke i tvivl ;-)
    - frk. sveske

    SvarSlet
  3. Smukke ruller :) Jeg var simpelthen så overrasket over hvor lækker valnøddefarsen var. Bestemt heller ikke sidste gang, den kommer ind i mit køkken.

    I øvrigt, lav evt. en større portion af de udblødte valnødder og tør dem efterfølgende i ovnen ved 50 grader i 1½-2 timer. De smager sygt godt som snack. Helt blottet for den vante bitterhed.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Jane,
      Det er en skøn opskrift, tak for den. Jeg er vild med den fars!
      Tak for det tip, må jeg afprøve en dag, for de er godt nok bitre direkte fra posen.
      - frk. sveske

      Slet
  4. Hey sveske!
    Jeg er desværre ikke så vild med valnødder, så tror du de kan erstattes af fx mandler?
    - Birgitte

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Birgitte,
      Hvis det er den bitre smag ved valnødder, du ikke kan lide, så synes jeg, du skal give dem en chance her - for iblødsætningen trækker den bitre smag ud af nødderne. Ellers ville jeg måske erstatte med pecannødder, som minder meget om valnødder.
      - frk. sveske

      Slet
    2. Hmm, så vil jeg prøve det.. alt fortjener en chance! Takker!

      Slet