torsdag den 26. juli 2012

salat med asparges, blåbær & vanilleolie



I går stod den på grill hos mine forældre og jeg tilbød at tage en salat med. Denne har jeg set hos MissMuffin og længe haft lyst til at lave. Den indeholder nemlig to af de lækreste ingredienser fra sæsonen - sprøde grønne asparges og friske blåbær. Sammen med fuldfed feta og mandler bliver det ikke en ret meget bedre kombination i min verden. Jeg var ligeså så vild med den som forventet - de sprøde, syrlige asparges, de søde blåbær, salt og fed feta samt vanilleolien er bare en skøn mundfuld. Prøv den.

salat med asparges, blåbær & vanilleolie
(3-4 pers.)

1 bk babyleaves (ca. 100 g)
1 lille bt grønne asparges (250 g før de knækkes)
125-150 g friske blåbær
75 g ægte feta
40-50 g mandler
saft og skal ½ citron
salt, peber
lidt olivenolie
1-2 spsk vanilleolie*

*en god olie, som har trukket med en vanillestang - gerne et par døgn.

fremgangsmåde:
1) Skyl salaten grundigt og lad den tørre lidt på et viskestykke, mens de øvrige ingredienser klargøres.
2) Rist mandlerne på en varm, tør pande til de tager farve og sæt til side.
3) Knæk den trevlede ende af aspargesene. Varm lidt olivenolie op på en pande og rist aspargesene kort med citron, salt og peber.
4) Anret salaten med babyleaves i bunden af en stor skål eller et fad. Fordel asparges, blåbær, smuldret feta og hakkede mandler ovenpå. Dryp tilsidst med vanilleolie.


Ud over salaten medbragte jeg også en god hjemmelavet tzatziki. Det hører bare til grillmad i min bog ;-) Dertil rev jeg en agurk uden kerner, lod den trække med lidt salat, så den kunne vrides godt. Agurken blev rørt i ca. 200 g græsk yoghurt 10 % med et fed hvidløg og lidt peber (der var salt nok fra agurken). Det gav en dejlig blød og cremet tzatziki - long time no see, så det var lækkert. Se bare min første portion...


Ingen kommentarer:

Send en kommentar