fredag den 6. september 2013

mini flirt med 5:2 kuren

Det måtte jo ske før eller siden, at jeg gav efter for min nysgerrighed trods en god portion skepsis. Jeg har længe flirtet med tanken om at afprøve 5:2 kuren efter at læse de mange skriverier i blogland, hvor trenden afprøves i stor stil.
5:2 kuren går meget kort går ud på at spise almindelig sund kost fem dage i ugen og har to ikke-sammenhængende lavkalorie dag på op til 500 kalorier for kvinder og 600 kalorier for mænd.
Jeg har tidligere flirtet meget lidt med periodisk faste, men det fungerede slet ikke med min døgnrytme. Den længerevarende faste kunne jeg nemmere se passe ind - og så er det jo ikke hver dag, men et par gange i ugen.

en dag på 500 kalorier
Trods min skepsis tog jeg tirsdag en meget impulsiv beslutning om at forsøge mig med sådan en lavkalorie dag på cirka 500 kalorier onsdag. Om ikke andet, så kunne jeg da blive klogere på min krop og dens (sult-)signaler.  
NB! Netop kroppens signaler skal være det altafgørende, når det kommer til kosteksperimenter.

Jeg ville nøjes med et måltid, min elskede morgenmad, og derefter faste et døgn frem til næste morgen.
Onsdag blev derfor startet med en god og mættende portion kokosgrød i selskab med mine kosttilskud, hvor jeg også får nogle gode mættende olier.


Som det fremgår af ovenstående energifordeling, så var min morgenmad primært fedtbaseret. Fedt giver bare mig den bedste mæthed, så skulle jeg overhovedet overveje at faste et døgn måtte der fed morgenmad indenbords.

hvordan forløb min fastedag?
Jeg har aldrig været bange for at blive/ være sulten, så den svingende sult igennem dagen var ikke 'en stor faktor' hos mig. Jeg bed dog mærke i, at jeg hovedsageligt bemærkede sulten på de tidspunkter, hvor jeg plejer at spise. Var der nogle, som sagde 'at spise efter klokken'? Jeg synes egentlig, jeg er god til at spise efter min sult - og dog, jeg er god til ikke at spise før jeg er sulten, men jeg kan fra sulten opstår nemt trække den en time eller to. Egentlig ser jeg det som en fordel ved LCHF og ketose, men om det er optimalt ved jeg nu ikke - det er dog meget praktisk, hvis der ikke lige er mad i nærheden eller det passer ind at spise.
Tilbage til mine oplevelser onsdag på 500 kalorier. Dagen blev valgt på baggrund af, at det er min hviledag fra træning, samt jeg havde ærinder efter arbejde, som ville holde mig i gang. Tanken var egentlig, at det skulle fjerne tankerne fra mad og sult, men det gik ikke helt som ventet. Dog vil jeg sige, at jeg fandt det lidt befriende, at kunne slå tankerne hen, da jeg jo ikke skulle spise før næste morgen. Heldigvis oplevede jeg ikke cravings efter alt muligt usundt, men savnede mere at spise min lækre LCHF-kost.
Desværre havde jeg hele dagen en tung fornemmelse i hoved, men jeg tror ikke, at det udelukkende skyldes manglende mad, i og med, at jeg vågnede halvanden time før vækkeuret onsdag (læs: måske ikke det bedste udgangspunkt for et fastende døgn).
Ud over den ovennævnte kokosgrød drak jeg masser af vand, et par krus urtethe og en enkelt egekilde danskvand. Systemet blev skyllet godt igennem. Jeg var mest glad for, at det satte lidt skub i min sløve fordøjelse og måske jeg er heldig, at det har hjulpet til at nulstille den - det må de kommende dage vise. 
Et døgns faste var da også med til at bringe mig tilbage i ketosen. Målingen onsdag morgen lå på 1,4 mmol/L og efter 24 timers faste var ketonniveaet steget til 4,1 mmol/L. 

pos vs neg
Et døgns faste er ikke nok til at udtrykke sig generelt om 5:2 kuren, det ved jeg. Dog vil jeg gerne dele lidt erfaringer med jer i punktform.

pos
  • som 'fedtdrevet' er sulten ikke en kæmpe faktor
  • mere tid og tanker til andre ting end mad
  • kroppens signaler tydeliggøres
  • giver en let følelse i kroppen
neg
  • stor tørst og mange toiletbesøg
  • tung i hovedet (læs: måske tegn på udrensning)
  • kalorierestriktion er begrænsende og kan give 'forbudstanker'

hvordan forløb min efterfølgende spisedag?
En skøn nats søvn tog sig heldigvis kærligt af mit tunge hoved. Jeg startede torsdagen med morgencardio - en kombination af løb og powerwalk. Følte mig dejlig let, men nok ikke så underligt med en TOM mave. Inden morgenmaden, som skulle bryde de 24 timers faste, oplevede jeg en svag rumlen i maven. Hold nu op! det var lækkert med morgenmad, selv om maven lige skulle vænne sig til føde igen.
Dagens måltider blev i høj grad nydt. Jeg elsker mad og det var skønt at spise min lækre LCHF-kost igen. Til aften var jeg ikke specielt sulten, så det blev til lidt pandekage-lækkerier.


før du eksperimenterer
Skulle du også være nysgerrig efter at afprøve den længerevarende faste, vil jeg anbefale, at du er et stabilt sted i forhold til din kost og generelt ikke er præget af stress.
Kaster du dig ud i det, bør du til enhver tid lytte til DIN krop - vi reagerer alle forskelligt og det skal på ingen måde være ubehageligt eller en hindring i din dagligdag.
Vælg dine fastedage på dage uden hård træning (læs: der typisk øger appetitten) - let motion kan dog være en god ting til at fjerne fokus fra sulten.
Desuden vil der ret sikker være behov for god opfyldning af depoterne på spisedage, så der er noget at stå imod med, særligt hvis du måske ikke har så meget fedt at tære på i kost/ krop.

min konklusion
Min nysgerrighed blev stillet og jeg er fortsat skeptisk. 5:2 kuren er ikke total udelukket i mit forsøg på at smide fedtet, men det bliver ikke for nuværende til yderligere eksperimenter. Jeg mistænker nemlig forhøjet kortisol for at være en benspænder netop i forbindelse med fedttab, så her er 5:2 nok ikke fordrende. Desuden trækker indlæg som dette i den grad i retning af, at 5:2 ikke er fordelagtigt for kvinder.
Samtidig gider jeg ikke tælle kalorier, så skulle 5:2 rykke ind senere hen, vil det blive med lavkaloriedage uden at tælle, men blot spise et enkelt mættende måltid.
Den positive effekt på min fordøjelse bakker op om, at kroppen netop nyder godt af en pause fra det konstante madindtag, hvilket er en tillokkende tanke. Desuden lokker sandsynligheden for vægttab selvfølgelig, da jeg jo kæmper lidt med at smide de overskydende fedtdepoter.
Jeg er dog alt for glad for mad, så det bliver lidt glædesløst at undvære det. Dog tror/ håber jeg, det kan få mig til at sætte endnu mere pris på mine måltider. Måske endda øget mindfulness i mine måltider.

Nu vil kaste mig ud i lidt 5:2- læsning. Jeg fik nemlig '5:2 kuren' af Michael Mosley & Mimi Spencer i fødselsdagsgave. Hvem ved, måske de lægger yderligere lod på vægtskålen i positiv retning.

Har du erfaringer? skepsis? eller andre synspunkter i forhold til konceptet, så læg gerne en kommentar ;-)

10 kommentarer:

  1. Altså jeg er vildt nysgerrig og tror det kunne være spændende - mange af de sult/faste-relaterede følelser kan jeg relatere til med en anoreksi i bagagen. Jeg er nok lidt bange for at følelserne kan bringe den frem igen - selvom det modsatte jo også kan vise sig at være tilfældet (;
    Jeg er dog heldigvis kommet så langt, at andres eksperimenter ikke trigger mig, jeg synes bare det er spændende at læse - nysgerrighed :D
    Tak for en fed (høhø), interessant og personlig blog (+insta)!
    Maria

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Maria,
      Først og fremmest tak for roserne. Altid dejligt at høre fra tilfredse læsere :-D
      Jeg ville ikke kaste mig ud i 5:2 med din baggrund. At faste kræver efter min mening, at man ikke har et vanskeligt forhold til mad. Jeg har selv et meget anstrengt forhold til kalorietælling, da det giver ALT for meget fokus på tal/ mad/ forbud, som jeg ikke bryder mig om.
      KH
      - frk. sveske

      Slet
  2. Netop det med at holde en pause fra madfokuseringen, er noget jeg nyder allermest ved 5:2 faste. Jeg ser frem til mine fastedage, og er med tiden blevet mere og mere vænnet til det, så jeg faktisk heller ikke mærker sult på disse dage mere.

    Sjovt nok, så var min første fastedag også en øjenåbner for mig. Ligesom dig, så blev jeg sulten på mine normale spisetidspunkter, så det var da med til at få mig til at tænke over, om jeg nu spiser fordi jeg reelt normalt er sulten der, eller om det måske i højere grad er en vanesag?!

    Jeg gør heller ikke et stort nummer ud af kalorietælling på mine fastedage, men nok også fordi jeg har en fortid med masser af kalorietælling, så jeg ved mere eller mindre, hvor meget der er i det jeg laver. Jeg har endnu ikke haft min køkkenvægt i brug på fastedagene, da jeg bare spiser til jeg er mæt. (HVIS jeg begyndte at tælle, så tror jeg, at jeg ville prøve at få "så meget som muligt" for mine kalorier, og så ryger ideen lidt, for ofte er jeg mæt bare af en suppe på omkring de 150-200kcal.)

    Ha en skøn dag, frk. sveske :-)
    (Og kig gerne forbi min blog - jeg er lige startet op og blogger om 5:2 faste)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Lutter Lakrids (fedt navn btw),
      Altid spændende at høre fra jer læsere og jeres erfaringer. Dejligt, du har fundet en måltidsrytme, som passer din krop. Jeg håber jeg kan komme dertil ved at anstrenge mit mindre.
      Sult bliver nemt en vanesag og der var fasten i den grad en øjenåbner og jeg blev rigere på erfaring, som jeg tager med videre.
      Ha' en god aften.
      KH
      - frk. sveske

      Slet
  3. Kære sveske
    Gode pointer du har med din erfaring. Og super at du blev modig og gav lav kaloriedagen et skud. Og sidst men ikke mindst velkommen retur i mere end fuld ketose. Har også i perioder følt den der tunghed i hovedet, men det afhjælpes ved vand med salt i. Den der Kokosgrød lægger iøvrigt en god mæthed for dagen. Jeg er ikke sulten på lavkalorie dagene, men min mund keder sig let. God weekend til dig ;0)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Louise,
      Ja, erfaringer kan man ikke få for mange af.
      Jeg overvejede godt nok det med saltvand, men kom ikke dertil.
      Jeg er vild med den mættende kokosgrød, men ikke mere 5:2 til mig i denne omgang. No Stress må være min vej frem (læs: ned i fedt%).
      Min mund keder sig også MEGET nemt, så lækker LCHF-kost er på menuen.
      KH
      - frk. sveske

      Slet
  4. Søde Sveske!
    Jeg deler din skepsis over for 5:2 kuren. Jeg lytter til folk med gode erfaringer og hepper på dem, der kaster sig ud i eksperimenteret, men selv forbliver jeg på den kritiske side.
    Jeg kan simpelthen ikke se, hvordan det kan være naturligt at tvinge sin krop til ikke at spise, selv om den er sulten. Kommer man (pga. Arbejde, opgaver ét eller andet) til at faste 'naturligt', vil jeg ikke have noget imod det - man skal selvfølgelig heller ikke proppe sin krop med mad, når den ikke sender nogen fysiske signaler om, at den har brug for noget at spise. Jeg synes bare, at det bliver unaturligt (og dermed ikke noget, jeg vil udsætte min krop for) lige så snart man begynder at planlægge fastedagene og prøver at snyde sin krop til ikke at føle sult, som jo er en følelse (instinkt?), der kommer naturligt.
    Ligesom den søde forfatter til den første kommentar, har jeg en spiseforstyrret fortid. Jeg ved, hvor meget skade jeg selv har gjort på min krop i sin tid ved ikke at give den den næring, kroppen havde brug for. Jeg vil derfor aldrig udtale mig positivt om nogen form for kostændring, der indebærer, at jeg gør min krop utilpas (ved at nægte den mad).

    Ikke desto mindre, tillykke med det overståede forsøg :-) Flot, at du kan være så ærlig hér på bloggen - den er super inspirerende at læse!

    knus,
    SundeMy

    Ps. Jeg har skrevet lidt mere om mit syn på faste og strukturering af ens madindtag hér: http://sundemy.wordpress.com/2013/09/04/ikke-kun-hvad-nu-ogsa-hvornar/
    Dét kunne være, der var nogen, der godt kunne tænke sig at læse :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej SundeMy,
      Tvungen faste er heller ikke noget, jeg vil gøre mere i for nuværende, men jeg kan godt se fidusen med metoden som vægttab. Kan dog på ingen måde se mig selv leve efter på den lange bane.
      Desuden bør jeg vist på back to basics - og gøre mindre for at nå i mål, da jeg vist har stresset min krop rigeligt.
      Tak for roserne til bloggen - de varmer meget.
      KH
      - frk. sveske

      Slet
  5. Jeg har aldrig tidligere været på nogen former for tvungen kur. Men jeg blev så inspireret af at se Eat, Fast and Live Longer at jeg tænkte at det skulle prøves. Det var på ingen måde fordi jeg havde et brændende ønske at tabe mig (havde accepteret at jeg vejede ca 10% mere end min ideal vægt), men mere alle de gode fordele som der fulgte med.

    Til at starte med gjorde jeg meget ud af at tælle kalorier for ikke at overskride 600 kcal pr dag. I starten var mine to måltider morgenmad og aftensmad, men nu har jeg skiftet til frokost og aftensmad (hvilket passer mig bedre da jeg er utrolig dårlig til at få spist morgenmad).

    Da jeg havde fastet i ca 6 mdr og oplevet et vægttab på ca 12 kg gik jeg over til en lidt mindre stringent kalerietælling og har nu i 2 mdr haft en fast lav vægt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Tim,
      Dejligt, du har fået 5:2 til at fungere og det har givet dig et flot vægttab.
      Sejt gået.
      Ha' en god aften.
      KH
      - frk. sveske

      Slet