lørdag den 16. marts 2013

kulørte romkugler uden mel & sukker!

 

De af jer, som følger mig på instragram har set, at jeg har lavet sukkerfri romkugler. Det er faktisk min debut med romkugler uden mel & sukker, hvilket undrer mig, når romkugler fra bageren var en af mine hof-retter i min tidligere sukker-kost. Sådan en har jeg ikke fået i et år tror jeg, så om den smager som bagerens skal jeg ikke kunne sige, men er du vimmer - de er blevet gode(!) Grunden til de lige blev lavet i denne weekend er, at jeg i aften drager til 30 års fødselsdag hos min veninde, som har ønsket sig hjemmelavede lækkerier og det skal hun få - en hel kurvfuld (som ses nederst) + en gang hjemmelavede bounty til fryseren - mon ikke det falder i smag? (læs: selv hos en 'normalt-spisende').
Opskriften er inspireret af Jane, men da jeg ikke er til kaffesmag er denne ingrediens udeladt. Min opskrift får du lige her...

romkugler uden mel & sukker!
(20 stk.)

det våde
100 g bløde dadler
100 g rosiner
1 banan

det tørre
80 g kokosmel
2 spsk kokosfiber
50 g hasselnødder
25 g raw cacaopulver
2 tsk kanel

smag
1-2 spsk romessens eller ægte rom

drys
kokosmel - evt. multifarvet (se opskrift nedenfor)

fremgangsmåde:
1) Sæt rosiner i blød i kogende vand i ca. 10 min.
2) Blend kokosmel og hasselnødder til fint mel i minihakker eller foodprocessor.
3) Bland kokos-/nøddemelet med cacaopulver, kanel og kokosfiber.
4) Blend dadler, udblødte rosiner og banan til pure.
5) Rør romessens ud i de våde ingredienser.
6) Bland den våde frugtmasse i de tørre ingredienser med en ske eller hele molevitten i en foodprocessor.
7) Stil massen på kål en times tid.
8) Tril kugler i den ønskede størrelse og tril i kokosmel.


kuglerne klar til krymmel...

farvet kokosmel = krymmel...

Kokosmel kan nemt farves helt naturligt med naturlige ingredienser for at lave en flot og farverig multifarvet krymmel, som da lidt ligner den traditionelle af sukker på romkuglerne fra bageren ;-)

multifarvet krymmel

kokosmel
vand

grøn
frisk spinat

gul
frysetørret passionsfrugt-pulver

lyserød
frysetørret hindbær-pulver

lilla
frysetørret solbær-pulver

fremgangsmåde:
1) Rør frugtpulver ud i lidt vand i hver sin skål og bland med kokosmel.
2) Blend frisk spinat med lidt vand og pres gennem en sigte, så du har grønt vand - bland med kokosmel.
3) Tør kokosmelet på bageplader beklædt med papir i ovnen ved 75-100 grader. Rør undervejs til det er tørt - mit fik ca. 20 min.
4) Kom på glas og bland en portion multifarvet til kuglerne.

tip!
Rødbedesaft, gulerodssaft, gurkemeje og lignende farver også godt - det havde jeg bare ikke lige, så brugte derfor det frysetørrede pulver.

multifarvet krymmel...

de flotte kugler serveret


boks fyld af flotte farvede kugler


... og smagsprøve

en pose fuld af forkælelse til venindens gavekurv


















den færdige forkælelseskurv... 
som ud over romkuglerne indeholder: chokoladetrøfler, nøddeknas, lakridskugler, chokolader med hindbær & lakrids, Pukka the, morbær, mandler & lakridsrodspulver.

12 kommentarer:

  1. Hvor er det bare en fin gave! Du må gerne komme til min fødselsdag også ;-)

    SvarSlet
  2. Virkeligt lækkert, heldig veninde du har dig :)

    SvarSlet
  3. Ej hvor er det bare en skøn gave! Jeg håber, at hun blev glad for den. Det ville jeg i hvert fald have været! :D

    SvarSlet
  4. Vidunderlig gave du har lavet til din veninde!
    Og sikke en skøn idé! Det skal da helt klart prøves hjemme hos mig. :)

    SvarSlet
  5. Hold da fest - hvor har du en heldig veninde :)
    Må prøve dem engang - er også blevet vild med kokos-ideen, og tippet med frugtpulveret er super, for ærligt talt skal det jo også være noget man ligger inde med helst.

    SvarSlet
  6. Hej alle sammen,
    Hvor er I søde - gaven blev taget vel imod og mon ikke jeg høre, når hun får tid til en smagsprøve.
    Dejligt, I kan bruge idéen og sikke mange fødselsdage, jeg lige blev inviteret til der ;-P
    Frugtpulveret er i hvert fald nemt at opløse i vand og blande med kokosmelet, hvis grøntsagsskuffen ikke lige byder på grøntsagerne med meget farve - desuden har jeg ikke en saftpresser, så det kan være lidt bøvlet af få den farvede saft frem.
    KH
    - frk. sveske

    SvarSlet
  7. jeg skal så meget trille sukkerfri- og mælkefri romkugler. Fantastisk med de fine farver også....

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Marian,
      God søndagsplan - blev de gode?
      Jeg er glad for størstedelen af portionen er foræret væk, da de er svære at have i huset uden at gå ombord i dem ;-)
      KH
      - frk. sveske

      Slet
  8. Det er virkelig en fin gave. Meget personlig og super lækker og kreativ. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Christina,
      Tak, den faldt også i god jord.
      Jeg ville i hvert fald selv sætte pris på hjemmelavede lækkerier og en kreativ gave.
      KH
      - frk. sveske

      Slet
  9. Nej, hvor lækkert! Det bliver jeg simpelthen nødt til at prøve på et tidspunkt!! :D
    Er sikker på, at din veninde blev smadderglad for den fine gave :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Xenia,
      Er du til de traditionelle romkugler, må du helt sikkert afprøve denne opskrift - de er yummy og skønt med sukker- og melfri variant, selv om de ikke er super low carb.
      Den blev taget vel imod ;-)
      KH
      - frk. sveske

      Slet