om at være tryghedsnarkoman part. II

For snart en måned siden, skrev jeg dette indlæg og siden er der jo løbet meget vand i åen. Derfor har jeg nu brug for at dele en lille update med jer - her i manglen på overskud til den del af madbloggen, som vedrører mad.

Siden sidste indlæg førte tryghedsnarkomanen mig ud at finde et alternativ til den valgte lejlighed, som vi lige fik sagt 'ja tak' til på tre dage (læs: grundet min impulsive kæreste). Alternativet lå perfekt og der kunne spare på transportudgifterne, men den lejlighed var bare for lille. Den ville blive for trang og dermed ville en af hovedpointerne med en flytning forsvinde. Vi savner plads og rum til at være to. Det blev et 'nej tak' til det lille alternativ og bare det at have haft spiller to på banen gav mig en del ro omkring beslutningen.

Derfra begyndte jeg at glæde mig til at flytte - nej, rettelse: 'glæde mig til at være flyttet og være kommet på plads og have fundet mig til rette i en ny hverdag og ...'. Inderst inde ved jeg godt, der er/ kommer en masse plusser ved den beslutning og jeg glæder mig også til at komme på den anden side af selv flytningen. Tryghedsnarkomanen sammen med mangel på overskud (læs: måske grundet rod, mange beslutninger etc.) påvirker mig dog stadig til at se en masse problemer i den flytning. I sidste ende er det ret sikkert ikke noget, vi ikke finder en løsning på. Jeg ved af erfaring, at den side af min person skal have tid (læs: selv om det virker som ringe trøst til kæresten, der bare glæder sig og skal lægge øre til min pessimisme) og vende sig til forandring.

Foranstaltningerne omkring den kommende flytning er dog i den grad med til at stjæle mit begrænsede overskud (læs: da vinterdepri-ness trænger sig på i den mørke tid). Meget apropos min manglende evne til at slappe af, så er det ikke svært at finde frem til kaoset i mit hoved pt. Heldigvis har jeg den skønneste kæreste, som træffer rigtig mange af beslutningerne (læs: og jeg sluger nogle kameler på den konto) og beordrer mig til at putte med dynen på sofaen og en god bog. Frem med sjuske-Sveske der ikke lader sig mærke med rod (læs: som i den grad er en stress-faktor hos mig) og åbenstående beslutninger. Selv forsøger jeg at lægge mig på den sofa med dynen, lave åndedrætsøvelser, implementere lidt morgen-yoga og lytte til aften-visualisering for at få slappet af og finde den ro, som ikke er til stede omkring mig i denne tid. Tryghedsnarkomanen skal videre og bygge ny rede.