torsdag den 19. januar 2012

madmuffins med cheddar & broccoli




Inspirationen til aftenens tilbehør til min hjemmelavede tomatsuppe, fandt jeg hos Natural Noshing.
Desværre har jeg ikke donut-form, som Nora har brugt, derfor måtte det blive muffins. Deres konsistens er meget fast, nærmest scones-agtige, og mine manglede smag - det er noteret til næste gang, for det er helt sikkert en opskrift, jeg vil eksperimentere med. Jeg havde ikke cheddar i blok, så brugte en revet osteblanding af cheddar og emmentaler. Måske parmesan ville være godt, da den har meget smag.

I suppen erstattede jeg i dag de hakkede tomater på dåse med ovenstående Polpa di Pomodoro fra Il Fornaio og udelod gulerødderne - det er bestemt ikke sidste gang, jeg gør det. Polpa'en giver suppen rigtig tomatsmag og ikke mindst en rigtig flot rød farve.

I får opskriften på muffins'ene her, som jeg lavede dem i dag.

madmuffins med cheddar & broccoli
(6 stk.)

det tørre:
2 spsk. kokosmel
6 spsk. fuldkornsrismel
119 g boghvedemel
2 spsk. chiafrø
1 tsk. bagepulver
1/4 tsk. salt
1/8 tsk. peber
1/4 tsk. gurkemeje

det våde:
1 æg
1 tsk. æbleeddike
3 spsk. olivenolie
1½ dl soyamælk

fyldet:
1 lille fed presset hvidløg
45 g broccoli
35 g revet cheddar/emmentaler

fremgangsmåde:
1) Del broccolien i helt små buketter. Kom broccoli og 1 spsk. vand i en skål, dæk med film og giv den 1 min. i microovnen. Lad den køle helt af.
2) Bland de tørre ingredienser i en skål.
3) Pisk* de våde ingredienser sammen i en anden skål og tilsæt de tørre samt fyldet.
4) Fordel dejen i en smurt muffinform med en ske.
5) Bag muffins'ene ved 180 grader i 15-20 min.

*Næste gang vil jeg nok piske ægget med en håndmixer evt. hviderne for sig selv og vende dem i, for at få noget luft ind i dejen.

2 kommentarer:

  1. De ser super gode ud de madmuffins, dem må vi da også prøve!! :-)

    /Laura og Christine

    SvarSlet
  2. Hej med jer,
    Det synes jeg da, I skal - se evt. mine noter (før opskriften), for opskriften kræver vist lidt tilretninger for at blive endnu bedre ;-)
    Lad mig endelig høre om jeres resultat.
    - frk. sveske

    SvarSlet