onsdag den 12. marts 2014

kyllingedeller med chorizo & feta


Hjemme hos os forsøger vi virkelig at forberede mad til den kommende uge om søndagen - i hvert fald vil jeg gerne have nemme proteiner i fryseren og snittet grønt på køl, så det er nemt at lave aftensmad, når vi komme sent hjem fra træning. Desuden er det bare godt med backup på frost til madpakken på de dage, hvor der ikke er rester af den aftensmad, som måske ikke blev lavet. Kender I det?

Kæresten spiser gerne adskillige kyllingefileter i sine madpakker, men til lidt afveksling vil han også gerne have kyllingedeller, som er den form jeg foretrækker min kylling i - hvis den altså ikke smøres ind i rigeligt mayonnaise. Derfor har jeg efterhånden lavet kyllingedeller i diverse varianter - sidste weekend blev det til to forskellige slags; kyllingedeller med spinat & sesam og fede kyllingedeller med bacon & pesto (varieret med tomatpuré og feta). Ret smart at kunne smide spinatdellerne i ovnen, mens de fede deller blev stegt på panden i rigeligt smør.

Søndagens delle-produktion var inspireret af Katrines chorizo/feta-deller. Jeg erstattede blot svinekød med kylling, da svinekød og jeg ikke er så gode venner - her tæller lidt pølse og bacon ikke med. Jeg valgte også at lave den store portion og bage dem i ovnen - selv om jeg elsker den sprøde smør-skorpe fra pandestegning. Det er bare nemmere at kunne smide dem i ovnen og klare opvasken imens. Heldigvis klarer min nye køkkenbaby aka Magimix'en fint at røre sådan en stor portion fars. Ingredienserne kan blot hældes i i store stykker og så køres til ensartet fars - me like ;)

I denne variant giver chorizo og feta virkelig en god og smagfuld kyllingedeller - desuden bidrager squashen til den dejlig konsistens. Derudover kan du variere krydderierne lige efter den sammensætning, som du ønsker. Den røgede paprika går dog fortrinligt sammen med chorizoen.

kyllinge deller med chorizo & feta
(40-50 små deller)

800 g kyllingefilet
150-200 g chorizo
2-3 løg
1 frisk grøn chilipeber (kan udelades)
1 squash
200 g feta
2 æg
2-3 spsk røget eller alm. paprika
1 skviis fløde
salt+peber

fremgangsmåde:
1) Skær chorizoen i små stykker og rist dem af på en pande.
2) Hak kyllingefileterne med den store kniv på puls-funktionen i foodprocessoren.
3) Del squashen i mindre stykker eller alternativt riv den inden den tilsættes, for at undgå klumper.
4) Skær løgene i kvarte og tilsæt. Kør til de er hakket/ findelt i farsen.
5) Smuldr feta ned i farsen og tilsæt krydderier.
6) Justér konsistensen på din fars med lidt fløde.
7) Lad gerne den færdige fars hvile en halv time på køl inden der sættes små deller på bageplader beklædt med papir.
8) Steg dellerne ved 200 grader i ca. 20 min. til de er gennemstegte og har fået en smule farve*.

tip!
*Sådan en gang ovnstegte deller kan godt være kedelige i farven - du kan evt. sætte pladen i toppen og skrue op på 230-250 grader de sidste par min. Min 'nye' ovn steger/ bager enormt uens, så nogle deller blev mørke i toppen og andre i bunden. Heldigvis går det ikke ud over smagen



Velbekomme!

4 kommentarer:

  1. God ide til madpakken! Skal der slet ikke æg i farsen??

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Tine,
      Beklager, der lige var røget et par æg i opskriften - de er nu tilføjet.
      KH
      - frk. sveske

      Slet
  2. Det glæder mig, du synes om det. Men helt ærligt.. Hvornår har chorizo og feta nogensinde skadet en ret? :P
    Og rimelig sejt, at du laver farsen fra bunden. Det må jeg prøve en dag. Og jeg skal helt sikkert også prøve med kylling. Dine ser helt anderledes 'spongy' og lækre ud.. :)

    KH. Katrine

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Katrine,
      Du har helt ret - chorizo og feta kan vist ikke gøre noget dårligt for en ret.
      Jeg bryder mig ikke om den færdighakkede kyllingefars, så der ryger hele fileter i foodprocessoren.
      De er dejlig svampede - det giver jeg squashen skylden for ;)
      Tak for inspiration.
      KH
      - frk. sveske

      Slet