tirsdag den 25. februar 2014

tilbehør: grillede blomkål & varm ostedip


Da jeg lavede den lækre jerk-marinerede kylling kom der jo ikke ostedip med på menu, men den har jeg så haft lyst til at afprøve lige siden. Det blev den så i weekenden, hvor jeg endnu en gang lavede de lækre grillede blomkål som tilbehør til nogle hurtige kyllingedeller - sidstnævnte lavet med udgangspunkt i denne opskrift, blot tilpasset køleskabets indhold.
Jeg er vild med blomkålens mange anvendelsesmuligheder(!) - for der er virkelig mange. De grillede blomkål er altså en fortræffelig substitut for de krydrede kartofler. De agerer rigtig god 'spiselig ske' for den skønne ostedip, men kan med krydderier også sagtens stå alene.
Begge opskrifter stapper fra Jane Faerbers 'MÆT & SLANK med LCHF' og er 'must try'.

grillede blomkål
(2 pers.)

1 blomkål
½ spsk stødt spidskommen
2 tsk cayennepeber
2 tsk hvidløgspulver
½ spsk groft salt
50 g smør

fremgangsmåde:
1) Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
2) Del blomkålen i mindre buketter.
3) Bland krydderierne i en skål.
4) Smelt smørret i en gryde og vend blomkålsbuketterne heri.
5) Fordel buketterne på en bageplade beklædt med bagepapir.
6) Drys med krydderiblandingen.
7) Bag blomkålen i ovnen 25-30 min.

varm ostedip
(2 pers.)

1 spsk olivenolie
1 finthakket løg
1 fed knust hvidløg
1 dl creme fraiche 38 %
2 dl god lagret revet ost fx cheddar
1 spsk finthakket chili
1 nip paprika
1 nip cayennepeber

fremgangsmåde:
1) Varm olien op i en lille gryde ved middel varme.
2) Steg løg og hvidløg i olien.
3) Tilsæt de øvrige ingredienser.
4) Rør godt indtil osten er smeltet.
5) Servér straks, mens dippen stadig er varm.

2 kommentarer:

  1. Jeg må få prøvet det blomkål, det ser så lækker ud :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Rikke,
      De er SÅ gode.
      KH
      - frk. sveske

      Slet