fredag den 8. juni 2012

test: LCHF-brød fra Funktionel Mad



Det er snart længe siden, jeg købte den pakke lavkarbo/ lowcarb-brødmix, men i dag dukkede den op i gemmerne, da jeg ville rydde lidt ud i mel-lageret (som jeg ikke længere bruger af eller har brug for i min kornfrie kost). Da jeg tidligere i dag havde købt lækker ost til min oste-craving røg det i ovnen med det samme.

Brødmix er bare nemt - rør blot 3 dl vand i og kom dejen i formen og så i ovnen på 175 grader i 70 minutter. Straks kan duften af nybagt brød nydes... Ventetiden kan være smule lang, men ud af ovnen kommer et lille lækkert grovbrød med saftig krumme og bare et gram kulhydrat per skive. Dog synes jeg, brødet mangler smag og prisen er skudt over målet (kr. 49,- for ca. 10 små skiver brød).

Jeg nød straks et par skiver med øko. smør og lækker ost, da brødet var afkølet til at skære hul på. Nybagt brød med smeltet smør MUMS!



P.S. Du kan læse mere om lowcarb-brødet på Funktionel Mads hjemmeside. Brødet kan desuden købes her.

test: ISIS Mørk belgisk chokolade sødet med Stevia


Se lige, hvad jeg faldt over i min jagt på dagens frokost i min føtex. Jeg har hørt rygter om, at Cavalier er på vej med en chokolade sødet med Stevia, men i min tur forbi chokoladehylden (spørg ikke, hvorfor jeg var forbi der), faldt jeg over nyheden fra ISIS. Trods den noget pebrede pris - kr. 29,95 for bare 85 gram - røg den ned i kurven og med hjem.

Det var først hjemme, at jeg fik et nærmere kik på ingredienslisten og jeg synes faktisk, den er lidt lang. Samtidig er jeg heller ikke super vild med, når 'hvede' et-eller-andet fremgår af listen, som det er tilfældet her. Det ligger ret grundlæggende i mig efterhånden at gå uden om kornet - men men der er luft med 80/20-princippet. Det er værre at holde det princip, når det kommer til sukker - synes jeg i hvert fald pt - men i den henseende er chokoladen ideel.


Jeg er godt tilfreds med smagen, selv om jeg stadig savner en sukkerfri mørk chokolade med 70 % kakao - denne har 55 %, så det er næsten det samme som varianten fra Guylain med 54 %. Måske Cavalier kommer med sådan en? Jeg venter i hvert fald stadig på deres udgave og håber, den er billigere. Indtil da holder jeg mig nok til Guylians variant.

onsdag den 6. juni 2012

soyakylling med indisk coleslaw


Siden jeg fik coleslaw til min lækre rib-eye på madklubben STEAK i KBH i lørdags, har jeg haft lyst til selv at lave en portion.
Efter dagens pump-time i fitnesscentret skulle aftensmaden være nem og med inspiration fra Trine blev der lavet soyakylling med indisk inspireret coleslaw. Nem, lækker, SUND og mættende aftensmad.

soyakylling med indisk coleslaw
(2 pers.)

soyakylling
350-400 g kylling i strimler
2-3 spsk soya
1 spsk citronsaft
2 tsk agavesirup

indisk coleslaw
2 store gulerødder
½ lille spidskål
2 dl fromage frais el. lign.
1-2 spsk citronsaft
1 spsk soya
1 tsk spidskommen
2 tsk agavesirup

drys
2 spsk sesamfrø

fremgangsmåde:
1) Marinér kyllingen i soya, citronsaft og agavesirup - gerne natten over eller fra morgen til aften.
2) Rist sesamfrø på en varm tør pande. Tag af varmen og gem til anretning.
3) Snit spidskålen efter ønske og riv gulerødderne groft. Bland ingredienserne til dressingen og vend i spidskål og gulerødder.
4) Steg til sidst kyllingen på en varm pande - det koger nemt, så panden skal være godt varm. Lad kyllingen få lidt farve.
5) Anret kyllingen oven på coleslaw og drys med sesamfrø.


Velbekomme!

tirsdag den 5. juni 2012

svampede squashboller uden korn

 

Sikke en tirsdag? Grundlovsdag var lige glippet som fridag i min arbejdskalender, men så kom jeg da tidligt i gang. Jeg havde jo ferie til og med i går, men den blev så lige forlænget med en helligdag :-) Det kunne ikke passe mig bedre.
Jeg sendte desværre kæresten afsted på arbejde igen i aftes og i dag har den stået på en del tøjvask, inden vaskemaskinen hos mine forældre tages fra, da deres bryggers skal renoveres fra i morgen. Ja, jeg vasker hos mine forældre, men jeg vasker selv og foretrækker blot deres vaskemaskine frem for vaskekælderen i min blok (som er fælles for 60 lejl.).
Ud over tøjvask fik jeg da heldigvis bagt en gang boller uden korn, som jeg kunne forkæle mig selv med sidst på eftermiddagen, da deres ærinder var overstået.

Opskriften er baseret på Janes Sunde gulerodsboller, men minder lidt om trines kornfrie müsliboller, som jeg tidligere har bagt. Jeg erstattede blot gulerødderne med squash og da min dej ikke havde 'sat sig' efter tre timer på køl tilsatte jeg tre teskefulde fiberHUSK til bagning. Opskriften, som jeg lavede dem, får I lige her:

svampede squashboller uden korn
(8 stk.)

det tørre:
½ dl chiafrø
½ dl hørfrø
100 g mandler malet til mel
½ dl solsikkekerner
evt. 1 spsk Sukrin
1½ tsk bagepulver
1 tsk salt
evt. 3 tsk fiberHUSK (den gule til bagning)

det våde:
100 g revet squash
3 æg
1½ dl koldt vand
1 spsk smeltet kokosolie
evt. ½ dl koldt vand

fremgangsmåde:
1) Bland de tørre ingredienser godt sammen i en skål.
2) Tilsæt revet squash.
3) Bland de våde ingredienser i de tørre og rør sammen til ensartet dej - den er tynd i konsistensen.
4) Sæt dejen på køl i 2-3 timer.
5) Rør ½ dl koldt vand i dejen, hvis hørfrø og chiafrø har suget væsken helt. Er dejen stadig tynd tilsæt fiberHUSK og lad den hvile kort.
6) Sæt dejen på en bageplade beklædt med bagepapir med to spiseskeer.
7) Bag bollerne ved 160 grader i ca. 30 min.



sukkerfri hindbærcoulis med lime


Jeg elsker syrlige hindbær. Min mor har ofte lavet coulis af hindbær, men i den traditionelle udgave med sukker. Jeg fik lyst til at eksperimentere med en sukkerfri variant og den blev ret vellykket. Er du ikke så vild med det syrlige, som jeg, udelad da limesaften.

sukkerfri hindbærcoulis med lime

250-300 g frosne hindbær
½ dl vand
2-3 spsk Sukrin
1-2 spsk agavesirup
½ vanillestang
saft af ½ limefrugt

fremgangsmåde:
1) Kom alle ingredienserne (hold lidt af sødningen tilbage) i en gryde og kog ved middelvarme ca. 10 min.
2) Smag til med sødning, som afhænger af hvor syrlig bærerne er og hvor syrlig du ønsker din coulis.
3) Evt. blend coulis'en med en stavblender.

tip!
Coulis kan fx nydes lun med cremet vanilleis eller kold i din morgen-yoghurt.

tip tip!
Ønsker du at nedkøle din hindbærcoulis, hæld den da på et skoldet syltetøjsglas og luk straks.
Opbevares i køleskabet en lille uge og brug af den efter behov.

 proteinpandekage smurt med mandelsmør og toppet med 
græsk yoghurt 10 % rørt med hindbærcoulis ;-)

søndag den 3. juni 2012

ugens træning #2

Endnu en træningsuge er gået og den har i den grad båret præg af, at jeg har haft ferie hele ugen :-) Desuden har kæresten og jeg tilbragt torsdag til søndag i KBH, hvor det kun blev til en enkelt omgang træning fredag.

mandag: 20 + 20 min. cardio. 20 min. styrketræning af skulder/ biceps

tirsdag: 7 + 15 min. cardio. 60 min styrketræning af ryg/ mave (i selskab med kæresten)

onsdag: 8 + 10 min. cardio. 50 min. styrketræning af bryst (i selskab med kæresten)

torsdag: træningsfri

fredag: 5 min. cardio. 20-30 min stryketræning af skulder (i DGI-byen sammen med kæresten)

lørdag: træningsfri

søndag: træningsfri

Trods ferietid er det blevet til træning på 4 ud af ugens 7 dage. Cardio-andelen har dog været på et minimum, da jeg har styrketrænet sammen med kæresten (der ikke lige gør det i cardio).
Heldigvis er det kommet ro på nakke/ skulder og mine overspændte underarme, så nu bliver det spændende at se, hvordan de reagerer, når jeg vender tilbage på jobbet tirsdag... Heldigvis er der en aftale hos fys'en på programmet torsdag, da hun mente min nakke/ skulder ville have gavn af endnu en tur og det kan jeg ikke modsige mig.
Den kommende uge skulle holdene i fitnesscentret gerne tilbage på min træningsuge. Step-timen er i hvert fald savnet og instruktøren skulle være på toppen igen.

God træning til jer derude!

min KBH-weekend i billeder

destination: DGI-byen 

DGI-byen: vær. 351

42Raw, Pilestæde

 42Raw: min juice (mango/gulerod/mynte/chili) 
& kærestens jordbær/banan-smoothie

42Raw: min Avocado Sandwich

42Raw: kærestens Lasagne

Torvehallerne KBH

'smag' @Torvehallerne aka skuffende frokost

La Fiesta Mexicana, Frb.: nachoes

DGI-byen: trist hotel-morgenmad

lækker Ramlösa med smag af hindbær & brombær

Andersens Bakery

Andersens Bakery: min Grand danois gourmet hotdog

madklubben STEAK: menukortet

madklubben STEAK: forret, gran serrano skinke + løg + salte mandler

madklubben STEAK: hovedret - 350 g rib eye + bearnaise + coleslaw

madklubben STEAK: mississippi mud pie

Candy MegaStore: no comment

ingen kommentarer...
 
weekendens udbytte :-)