fredag den 6. april 2012
test: santa maria quesadilla bread
For efterhånden nogle uger siden modtog jeg en produktprøvepakke fra Santa Maria med deres nye tapas produkter. I mit forsøg på at tømme ud i lageret/ fryseren blev disse i går aftes tryllet til en hurtig og lækker aftensmad - quesadilla med bønner i stil med disse.
Quesadilla brødene bliver dejlig sprøde, selv om de laves i ovnen og ikke vendes undervejs. Desuden er jeg ret vild med den milde smag af chili. Størrelsen er jeg også ret glad for. Jeg fyldte med kidneybønner fra dåse, taco sauce, rød peberfrugt og rødløg i små tern og rigeligt med ost - vores favorit er tex mex udgaven fra Karoline. Toppet med guacamole af lækker øko avocado, yummy.
En udgave med fuldkorn og de ville være helt i øjet - men det til trods, kan jeg ikke udelukke, at de igen finder vej til mit køkken.
onsdag den 4. april 2012
'søde' nyheder fra helsekosten
I mandags lagde jeg endnu en ordre hos naturoghelse.dk. Jeg skulle have et par af mine faste tilskud - Udo's Choice og B-vitamin. Derudover røg der to nye sødemidler med i indkøbskurven. Det ene er ZerOcent fra Natur Drogeriet, som er lavet af majskolber. Det andet er fra funksjonellmat, som producerer Sukrin, der har lavet en Sukrin+, hvor Sukrin er kombineret med Stevia (der nu er kommet til DK).
Begge indeholder nul kalorier, så nu skal der eksperimenteres med de søde sager. Håber, der bliver tid til det i påsken, for nu har jeg heldigvis også fået påskefri.
Desuden røg der en pakke gærflager med i kurven, da jeg et stykke tid har haft kig på disse ristede kikærter.
Har du en anden spændende opskrift med gærflager, som jeg bør afprøve?
P.S. Desværre nåede pakken fra rawandmore.dk ikke frem grundet nedbrud på Postdanmarks pakkelager i KBH, øv øv. Glæder mig til tirsdag, så skal I nok få et kig på lækkerierne.
tirsdag den 3. april 2012
low carb dinner #13: kødboller i tomatsauce med LCHF-pasta
Godt, der snart er påskefri til mig også. Vi har travlt på arbejdet i de her dage, så jeg mødte allerede klokken 6.30 til morgen for at kunne gå lidt tidligere i eftermiddag. Træningen kunne overståes og jeg fik lavet madplanens lækre menu inden klokken seks, skønt.
Kødbollerne i tomatsauce er efter Janes opskrift og opskriften på LCHF-pasta har jeg set hos matblogg.net og på lchfopskrifter.dk. På sidstnævnte er der step-by-step instruktion i opskriften.
kødboller i tomatsauce a la Jane
(stor portion)
tomatsauce:
3 ds hakkede tomater
2 løg
2 fed hvidløg
2 spsk soltørrede tomater
evt. 1 frisk rød chili
rosmarin
balsamico
1 spsk Sukrin
salt, peber
kødboller:
800 g oksekød
2 æg
3 fed hvidløg
2 løg
2 tsk paprika
1 spsk HUSKfiber
rosmarin
salt, peber
evt. væske - mælk, vand, fløde
fremgangsmåde:
1) Tomatsaucen: Sautér løg og krydderier i olie og tilsæt de øvrige ingredienser. Lad saucen simre, mens kødbollerne laves og smag til med salt, peber og Sukrin.
2) Kødbollerne: Hak løg, hvidløg, soltørrede tomater og evt. chili fint. Bland alle ingredienserne sammen og lad farsen hvile på køl i 15-30 min.
3) Form farsen til kødboller ca. 3 cm i diameter og brun dem i kokosolie på en varm pande ad flere omgange. Kom de brunede kødboller i et ildfast fad og hæld tomatsaucen over.
4) Sæt retten i ovnen 10 min. ved 200 grader, mens du vasker gryde og pande af ;-)
LCHF-pasta
(2 pers.)
4 æg
125 g natural flødeost fx Philidelphia
5 tsk/ 0,5 dl HUSKfiber
fremgangsmåde:
1) Tænd ovnen på 150 grader.
2) Pisk æggene luftige.
3) Pisk ost og fiber i æggene til masse er ensartet.
4) Lad massen hvile 10 min., så fiberen suger noget af væsken.
5) Kom massen på en bageplade beklædt med papir. Smør et stykke bagepapir med olie og læg ovnen på massen med olien nedad. Rul massen ud så den fylder hele pladen mellem de to stykker bagepapir*.
6) Bag ved 150 grader i 10 min.
7) Lad pastaen køle af og rul den sammen til en pølse/ 'roulade', som skæres i tynde strimler.
8) Varm evt. pastaen i en smule olivenolie på en varm pande før servering.
*Min var meget tynd, så jeg kunne smøre den ud, måske der skal lidt ekstra fiber i næste gang.
mandag den 2. april 2012
salat med smagen af forår + kyllingedeller
Kukkassen fra Aarstiderne, som vi modtog i fredags, indeholdt ovenstående lækre 'krølsalat' og super flotte avocado. De lækre råvarer blev i dag til en salat inspireret af denne hos cphfoodie.com. Vi fik salaten som tilbehør til en gang kyllingedeller med squash og soltørrede tomater efter Valdemarsro's opskrift. To lækre og forårsagtige opskrifter (selv om vejret ikke helt er med os).
I skal selvfølgelig ikke snydes for opskrifterne, som jeg lavede dem.
grøn forårssalat med Meyers fanske dressing
½ stort hoved krølsalat
1 stor avocado
1 lille håndfuld pinjekerner
2 håndfulde brødcroutoner (hjemmelavet af daggammelt brød, olie, timian og rosmarin)
revet parmesan
dressing:
2 past. æggehvider
½ spsk dijonsennep
2 spsk æbleeddike
½ tsk Sukrin
salt, peber
1 dl olivenolie
evt. en knivspids finthakket hvidløg
fremgangsmåde:
1) Rist pinjekerner på en tør, varm pande til de får farve og dufter.
2) Vask salaten grundigt og lad dryppe af på et rent viskestykke, inden det rives i grove stykker.
3) Skær avocadoen i tern og vend den i salaten.
4) Dressingen: Pisk æggeblommer, sennep, eddike, salt og Sukrin sammen. Tilsæt olivenolie i en tynd stråle, mens der piskes. Smag til med salt, peber og Sukrin.
5) Vend dressing, croutoner og pinjekerner i salaten. Riv parmesan over salaten tilsidst*.
*Kom ikke i skålen, da kæresten helst er foruden parmesan (der går han glip af noget).
saftige kyllingedeller med squash & soltørrede tomater
400 g kyllingfilet
½ revet squash
1 fed hvidløg
1 lille løg
1 spsk hakket soltørrede tomater
timian
salt, peber
fremgangsmåde:
1) Hak kylling, løg og hvidløg i minihakker eller foodprocessor. Kom i en skål.
2) Riv squash og hak de soltørrede tomater - rør i kyllingefarsen sammen med timian, salt og peber.
3) Lad evt. farsen hvile på kål i en halv times tid, inden dellerne steges** på en varm pande i kokosolie.
**Jeg brunede mine kort på begge sider og kom dem i et ildfast fad og 5-10 min. i ovnen ved 200 grader til de var gennemstegt.
Etiketter:
aftensmad,
det grønne,
frokost,
low carb
en dag i min maddagbog vol. III
morgenmad:
pandekage uden mel! med crunchy peanutbutter, et blødkogt æg og the
'rul-selv' wrap med fajitakylling, salat, tomat og guacamole + rå gulerødder
eftermiddagssnack:
bananklatter med ISIS Vanille
aftensmad:
pizza med blomkålsbund + rå gulerødder
Da flere af jer gerne vil være med på en kigger i min maddagbog (det er jeg glad for), kan I her se, hvad jeg fik at spise i går, søndag. I weekenden forsvinder min formiddagssnack typisk, da jeg spiser morgenmad senere og det er frokosttid efter formiddagstræning. En 'sød' eftermiddagssnack til sofahygge er også på plads, synes jeg. Og så er pizza bare god søndagsmad. Jeg var tæt på at falde i en 'rigtig' sød (læs: sukker) snack efter aftensmad, men det lykkedes mig at springe over og komme tidligt i seng. Dejligt, der kun lige er tre arbejdsdage inden fem påskefridage.
søndag den 1. april 2012
anmeldelse: nu som mennesker
(billedet er lånt på nettet)
I fredags var brormand og jeg tilskuer til 'Casper & Frank - Nu som mennesker' i Vejle Musikteater. Det var en succes! Showet var anderledes sammenlignet med de stand-up shows, vi tidligere har set live. Stand-up'en var krydret med både dans og musik, hvor de blandet andet selv havde skrevet tre sange.
Grundelementerne var deres liv hver for sig og fælles - de havde således både sessioner alene, mens den anden part trak sig tilbage, og fælles. De supplerede hinanden godt og overgangene var gennemtænkte. Det er en disciplin i sig selv, synes jeg, når der er to på scenen. Vi fik historien om deres venskab, hvad der havde ført dem fra hinanden og sammen igen (nærmest en historie om gammel kærlighed, der aldrig ruster).
Der er dog ÍNGEN tvivl, om at de som personer, er MEGET forskellige. Det bærer hver deres del af showet også meget præg af. Vi fattede klart mest sympati for Frank og han er bare sjov lige meget hvad han nærmest joker om - valg af el-elselskab og parforholdets samtaler uden indhold var til stor underholdning blandt meget andet. Caspers del bar præg af nyt parforhold til den meget unge datter af Jarlen og flere jokes under bæltestedet.
Vi fik i den grad grinet igennem og havde en dejlig aften. Det var skønt at showet var bredt ud over en hel aften (kl. 20.00-22.45), da de havde indlagt pause. De gange jeg ellers har været til stand-up, har det typisk været halvanden time i streg uden pause og så er det bare for hurtigt ovre. Desuden fik vi klart indtrykket af, at de havde valgt at have en 'fest' på scenen - et frirum til alt det, de gerne ville ud med. Derfor blev det også en 'fest' at være publikum.
Jeg vil klart anbefale showet, som levede helt op til mine forventninger. De leverede et anderledes show med masser af gode jokes og anekdoter fra hverdagen.
Jeg glæder mig til at besøge musikteatret igen om en måned, hvor kæresten og jeg skal ind og se Mick Øgendahls 'SPAS' (også en julegave).
madbudget mar 2012
I sidste måned tog jeg et kik på vores madbudget herhjemme og der havde jeg egentlig en ambition om, at bringe vores udgifter og antallet af indkøb ned (til/ under kr. 2.000), men det er ikke helt gået sådan. Faktisk har jeg ingen forbedring eller besparelse at berette om, tværtimod. Men men jeg er klar til april måned og ambitionen er der stadig.
Der har været for mange 'fornøjelsesindkøb' ('Diverse') i marts - disse er det planen at luge ud i.
Jeg har heller ikke været god til at handle ind til flere dage og måltider ad gangen de uger, hvor jeg har været alene. Derimod er det gået rimeligt okay med mit forsøg på madplan, når kæresten har været hjemme (han har haft to uger hjemme i denne måned). Den seneste uge har det været nødvendigt for at kunne få det til at hænge sammen praktisk og rent tidsmæssigt. Madplanen eller blot mine madidéer for ugen er kommet for at blive og for den kommende skal det netop modtagne kukkasse indarbejdes - det er en udfordring i sig selv.
Det samlede forbrug for marts landede på: kr. 2690,05.
Fordelingen så således ud:
(beklager kvaliteten)
Jeg har ikke så mange kommentarer til fordelingen. Den afviger overordnet ikke ret meget fra februars fordeling. Der er blevet købt olier og nøddecremer, som vi var gået tør for, som øger andelen af 'Nødder/ kerner/ frø/ olie'.
Abonner på:
Opslag (Atom)
