mandag den 2. januar 2012

2012

(billedet er lånt på nettet)

Rigtig godt nytår til alle jer derude bag skærmene (bedre sent end aldrig). Håber, I er kommet godt ind i 2012?

Kan I gætte, hvor jeg fejrede nytår?



2011 er slut og det var året, hvor jeg startede denne blog, hvilket jeg er meget glad for og jeg glæder mig til at fortsætte den i 2012. Jeg havde ikke regnet med, at det ville være, hvor den er i dag. Jeg er rigtig glad for den retning, som bloggen og jeg har udviklet mig i siden starten. Jeg vil gerne inspirere jer derude til et sundere liv ved at give jer et indblik i min egen jagt på et sundere liv. Mit fokus er i høj grad blevet flyttet væk fra tallet på vægten (selv om jeg langt fra kan slippe den helt) og over på den kost, jeg spiser, for 'du er, hvad du spiser'. Fokusset vil jeg holde der - jeg kan jo se, at vægten nok skal falde og finde sit leje, når jeg bruger fornuften og passer på min krop. (Julen 'kostede' kun 300 gram for mit vedkommende, hvilket jeg er ret stolt af, da jeg tillod mig selv 'lidt' af alt det, som jeg ellers holder mig fra). Jeg elsker mad og vil fortsat dele mine opskrifter, tanker om sundhed samt stort og småt med jer her på bloggen i 2012.

Det varmer mit hjerte, at I derude læser med og skriv gerne en kommentar, når du lægger vejen forbi. Tak.

Jeg er ikke den store tilhænger af nytårsfortsæt, men jeg har alligevel nogle ønsker/ mål for 2012 (jeg har ingen prioritering):
  • drikke mindre sodavand (den står kun på light/ zero, men bør skæres kraftigt ned)
  • opnå og fastholde en fedt% under 25 (sidst jeg fik den målt sagde den 29,x %)
  • indarbejde regelmæssig styrketræning i min træning (specielt vigtigt med øvelserne fra fysioterapeuten, så jeg kan slippe for smerter i nakke/ skuldre. Rykke nærmere drømmen om en tonet krop)
  • være mere positiv - smile og grine mere (her skal de 3 planlagte live stand-up shows nok have en indvirkning og det der sukker gør altså ikke en lykkelig i længden...)
  • bekymre mig mindre (særligt over alle de små ting)
  • være mere social
  • forsøge at finde en mere feminin (tøj-)stil (ender 'altid' i jeans, t-shirt, cardigan, stort tørklæde og mine yndlings Nike Free)
  • spare op til drømmerejsen (er ret økonomisk bevidst i forvejen)
  • slippe min tryghedsnarkomani (bare en gang i mellem)
  • udfordre mig selv!

Tror du på nytårsforsæt? Har du nogle ønsker for 2012?

torsdag den 29. december 2011

berlin, dec 2011

swissôtel am Kurfürstendamm
- hvor vi boede

indgangen til swissôtel
- bemandet med mindst en concierge (hotellet har jo 5 stjerner)
og her nød vi godt af gratis udlån af paraplyer. Vejret er jo ikke helt tørt i december.


hotellets foyer/ reception

den lille juleudstilling
-i afslapningsområdet ved receptionen

***** hotel = luksus
Der var nemlig pudemenu, hvor vi frit kunne vælge mellem fem-seks forskellige typer hovedpuder.
Den med speltkerner endte med at blive en favorit.


hotellets lækre badeværelse
- med både brusekabine og badekar

Kurfürstendamm


kæmpe lys-snemand
ved Kurfürstendamm

(- den var altså stor)

anderledes 'hængende' juletræ/-lys ved Sony Center

arkaden Berlin ved Potsdamer Platz fyldt med julelys

det kæmpe juletræ på Hauptbahnhof

juletræet ved Brandenburger Tor
(beklager kvaliteten, men forklares af nedenstående billede)

mig, som paraplyholder
- mens kæresten forsøger at få et billede ved Brandenburger Tor

jul på Alexanderplatz

indkøbscentret Alexa ved Alexanderplatz
- som er et fast besøgsmål, når kæresten og jeg besøger Berlin

weihnachtsmarkt ved Alexa
- kæme tivoli faktisk, men besøgende var der ikke mange af
(det var hundekoldt)

affalds-'juletræ' ved Gedächtniskirchen

- pyntet med diverse gade-skrammel


maden!
- belært af vores tidligere besøg i den tyske hovedstad (hvor vi render rundt og leder efter aftensmad, når klokken allerede er over spistid), havde jeg denne gang været forbi tripadvisor.dk og fundet lidt potentielle spisesteder. Det endte med vi fik afprøvet fire af dem, jeg havde noteret og vi var mere end tilfreds alle stederne.

Calcutta - hyggelig og autentisk indisk restaurant med alle de klassiske retter til rimelige priser.
Cavallino Rosso - fin italiensk restaurant med GOD service og rigtig rigtig lækker italiensk mad til priser lidt over middel.
Block House (ved Friedrichstr.) - perfekte steaks med simpelt tilbehør.
Winterfeld - lækker klassisk italiensk med pizza (bagt i stenovn) og pasta i hovedsædet til rimelige priser.

hjertebrød med svesker


150 kcal pr. brød

Da kæresten er kørt en tur til nord-/ vestjylland med sin lille Polo, som nogle har påkørt på vores parkeringsplads herhjemme, og den derfor skal laves, har jeg udnyttet tiden i køkkenet herhjemme.
Mine nye hjerteformede silikonemuffinsforme skulle afprøves og da jeg bare har haft lyst til brød med god økologisk smør, faldt valget på disse hjerteformede brød med svesker, som er fra 'Hold maven fald - spis bare videre' af Charlotte Hartvig og Majbritt Engell (se yderligere opskrifter af samme forfatter på netslank.dk).

hjertebrød med svesker
(10 stk.)

1 dl hørfrø
½ pk gær
3 dl vand
½ tsk. salt
30 g olivenolie
1 dl sesamfrø (75 g)
20 g fiberHUSK
30 g skummetmælkspulver
20 g kokosmel
40 g svesker
150 g rugmel

fremgangsmåde:
1) Udblød hørfrøene i kogende vand (skal kun lige dække frøene) i ca. 10-15 min. Hæld overskydende vand fra.
2) Opløs gæren i vandet og tilsæt salt og olie.
3) Tilsæt hørfrø, sesamfrø og HUSK.
4) Rør skummetmælkspulver, kokosmel og finthakkede svesker i dejen - rør godt.
5) Tilsæt til sidst rugmelet og rør - det er tungt arbejde nu ;-)
6) Fordel dejen i 10 muffinsforme og pres dejen flad.
7) Lad brødene hæve ca. 1 time.
8) Bages ved 200 grader i 20-25 min.

årets kransekage


Da jeg ikke havde fået brugt min indkøbte Odense Marcipan - uden tilsat sukker til julens konfekt, valgte jeg i dag at eksperimentere med en gang kransekage (min første nogensinde).
Lurede her, men måtte selv 'digte', så her får I lige min udgave.

kransekage
(næsten uden sukker)
8 stk.

150 g (= 1 rl.) Odense marcipan - uden tilsat sukker
10-15 g past. æggehvide
1 tsk. Sukrin
evt. Sukrinmelis til udrulning

glasur:
past. æggehvide
Sukrinmelis/ alm.flormelis*

*Jeg brugte ca. 50/50, da jeg ikke er vild med den 'kolde' smag, som Sukrinmelis'en giver.

fremgangsmåde:
1) Bland æggehvide med Sukrin og lad den stå kort, så Sukrinen opløses.
2) Ælt æggehvide/ Sukrin ind i marcipanen.
3) Rul massen til en tynd pølse evt. med lidt Sukrinmelis på bordet.
4) Del i passende stykker og form dem til trekantede.
5) Bag ved 200 grader varmluft til de er gyldne - mine fik ca. 15 min.

tirsdag den 27. december 2011

rødbedetzatziki



I går fik vi denne farverige tzatziki med rødebede til en gang kyllingeburger i naan-brød. Nemt og lækkert. Rødbedetzatzikien adskiller sig faktisk kun fra traditionel tzatziki med rødbede i stedet for agurk. Rå rødbede har en dejlig smag og den er rigtig god i kombination med hvidløg - faktisk overraskende god. Opskriften kommer her - prøv den.

rødbedetzatziki

Ca. 100 g revet rødbede
1/4 liter drænet yoghurt (jeg drænede Thises yoghurt natural 0,1 %)
1-2 fed friskpresset hvidløg
1 spsk. olivenolie
salt, peber

mandag den 26. december 2011

julen 2011

mors nykogte klejner
- som vi alle nød godt af efter risengrøden på lillejuleaften.

årets juletræ hos mine forældre
- hvor jeg fejrede juleaften.

årets lidt sundere jule-slikfad:
dadler m. marcipan (og valnødder), salte mandler, mors brændte mandler, mandler, lakridskugler og chokoladekugler m. ristet kokos og kanel.

årets lækre gaver til køkkenet:
Cook & Baker hjerteformede silikoneforme, Cook & Baker 20 cm springform, Microplane rivejern, Södahl forklæde og Rosendahl Grand Cru glasskålesæt
- så nu kan skal jeg bare ønske mig mere plads i køkkenskabene eller et større køkken måske.

klar til 2012...
på egen opfordring, fik jeg disse to af brormand:
PureLime Compression Bra (det er den bedste sportsBH) og
Birgitte Nymanns 'FLAD MAVE - så enkelt er det!'

årets mest populære gavekøb til mig
- jeg modtog ikke mindre end tre styk af denne flotte ZHARO halskæde med stjernevedhæng fra Dyrberg Kern, så nu skal jeg helt sikkert have bytte til en matchende ring ;-)
(måske ønskesedlen skal deles op næste år...)


forkælelse fra kæresten...
- gaven fra ham indebærer endnu en gang forkælelse, men den kan jeg ikke røbe nu, så den må I have tilgode.

årets julegave fra jobbet
- hvor vi selv havde valget mellem ovenstående, som er en oplevelsespakke fra Bellevue Tours, magasinabonnement, vin og en Weber grillpakke.

Jeg håber, I alle har haft nogle dejlige juledage fyldt med hygge og god mad i selskab med dem I holder allermest af. Det har jeg i hvert fald og den har desuden været yderst indbringende - har ud over det I kan se på billederne fået: tørklæde, tefal gryde (som skulle kunne gå i ovnen, men er ikke lige smedejern, så den bytter jeg nok) og yderligere en glasskål fra Rosendahl (som må ofres/ byttes pga. manglende plads i køkkenskabene).
Nu glæder jeg mig til en uges fri fra jobbet sammen med kæresten.

Glædelig 2. juledag.

fredag den 23. december 2011

glædelig jul...

(billedet er lånt på nettet)

Nu er dagen-før-dagen snart gået og dermed er det tid til at ønske jer alle en rigtig GLÆDELIG JUL. Jeg håber, I alle får nogle dejlige og hyggelige juledage sammen med dem, I holder af.
Samtidig vil jeg gerne sige jer tak for, at I gør min blogging betydningsfuld. Jeg er rigtig glad for alle jeres kommentarer og gør mit bedste for at besvare dem alle. Jeg er glad for at kunne inspirere jer - og det giver mig kun lyst til at fortsætte og forbedre min blog yderligere.
TAK.

- frk. sveske